Lykke lukker varm luft ud

Her kan du se en video med Lars Lykke i hovedrollen som Talking Head. Endnu et talende hoved der lukker varm luft ud.

se Lykkes video her


En transskription af videoen kan ses her:

Bla bla bla oppositionen forsøger at skræmme bla bla bla det går i virkeligheden utroligt godt bla bla bla vi har tilført den offentlige sektor bla bla bla og endnu mere talmagi, hvilket bringer Lars frem til følgende Punch line: Kritik er meget godt, men løsninger er bedre.

Vejret og valget 2007

Da den nuværende regering kom til magten i 2001 var det tørt og solrigt. Da den sikrede sig genvalg i 2005 var det koldt og igen solrigt. Hvad siger statistikken om valgdagen den 13. november i år?

Ifølge de officielle danske klimanormaler, så ligger temperaturen på en dag midt i november på 7°C i dagtimerne, Solen skinner i et par timer og der er en 50/50 mulighed for regn.

De seneste ti år har den 13. november set således ud:

Efter skemaet der viser hvordan vejret har været den 13. november de sidste 10 år, så står der med småt:
Der er altså ikke 'tradition' for, at vejret viser tænder på den valgte valgdag den 13. november.

Det kan godt være at vejret ikke viser tænder, men det kunne være der snart var andre der burde gøre det.
Benzin til bålet kan hentes her.

Valgplakater

Hvis man googler hærværk mod valgplakater
får man flere tankevækkende hits. Men hvem er det der definerer hvad hærværk er?
Jeg synes København bliver udsat for hærværk af værste skuffe hver gang der udskrives valg. Lygtepæle står tunge af plakater, det ligner lort. Få det væk! Eller endnu bedre, udsmyk de kedelige, grimme og forudsigelige forfærdeligt frygteligt grimme valgplakater. På billedet ses en valgplakat der er blevet forvandlet til et lille kunstværk, men mindre kan bestemt gøre det. Har man ikke kunstneriske evner til mere end et lille overskæg, så har det bestemt også sin berettigelse. Man kan ikke begå hærværk mod en valgplakat, der blev derimod begået hærværk da man satte dem op.

Simons fødselsdag

I dag var jeg til Simon Le Bons fødselsdag. Festlig fyr, vi dansede, altså ikke Simon og jeg, vi er begge dyt homofobiske, men vi dansede med os selv og nogle søde piger som Simon havde inviteret. Jeg dansede, grinede og snakkede med de andre, men jeg kom ærligt talt aldrig rigtig i feststemning. Sikkert fordi det hele foregik i Second Life. Fester skal, som så meget andet, opleves i den virkelige verden. Rent faktisk kom jeg aldrig rigtig til det punkt hvor jeg oplevede at være bare i nærheden af en mindeværdig oplevelse i Second Life.
På billedet ses Simon sammen med Kim Wilde. Kim var ikke med til festen, og jeg har da også valgt dette billede alene fordi jeg synes Simon og Kim klæder hinanden, de er et rigtig flot par synes jeg.

Tegn et overskæg

Ifølge en sms fra Morten Umpff
er det i dag, den 28. oktober 2007 officiel ’Tegn Hitleroverskæg på en DF-valgplakat’
Et sjovt initiativ til lidt harmløst hærværk. Hvis det går som det plejer her på Stenbroen, så er resten af valgperiode en lang åben invitation til at male hagekors og overskæg på DF-plakater. Jeg håber at kunne bringe nogle gode billeder af hærgede DF-plakater inden den 13. november.

Man ser så klart...

I går tog jeg ud på Niels Bohr Instituttet for at høre Helmuth Nyborg blive slagtet for åben mikrofon. Eller ret og sagt, det troede jeg var det der skulle ske, i virkeligheden skete der det modsatte. Det viste sig nemlig at Nyborg er en stor retoriker. En dygtig debattør, der på alle måder var i stand gennemhulle og tilbagevise den kritik der gennem tiden har været rettet mod ham og hans forskning. Først fremstod han som et offer for en sensationslysten presse, der havde fejlciteret ham på det groveste i deres jagt på forsider der kan sælge. Derefter rettede han skytset mod sin moddebattør, og gjorde det klart, at hendes kritik af hans forskning var lige så fuld af fejl som pressens. Herefter var vejen banet for en absolut tilbagevisning af al kritik. Resten af taletiden brugte Nyborg, fornuftigt nok på, at gøre det klart for de fremmødte hvorfor forskningen som han bedrev, end til han blev bedt om at forlade sit kontor og stilling på Århus Universitet, er både vigtig og interessant.
Om Nyborg er en forfærdelig forsker eller ej, om hans forskningsresultater er forkerte, om hans metode kan kritiseres osv. vil jeg lade være op til nogen andre at skændes om. Jeg konstaterede bare, at han tilbageviste alle forsøg på at angribe hans faglighed. Rent videnskabsteoretisk kan man som regel rette mange angreb mod en given forsker, de grundantagelser og præmisser som denne tager i anvendelse. Det var der bestemt også mange der var kommet for at gøre, undertegnede er i denne gruppe. Men alle os der følte vi nu endelig havde chancen for at få noget konstruktivt ud af de mange lange videnskabsteoretiske bøger der gennem tiden er blevet slugt, vi måtte alle pænt gå hjem med uforrettet sag.
På vejen ud til instituttet kørte jeg forbi Botanisk Have, og der på fortovet havde nogle freaks stillet en bænk op for at sidder komfortabelt og kigge på trafikken og nyde den dejlige forårssol. Jeg kiggede på dem da jeg kørte forbi, den ene af dem var Peter A.G.
Jeg kom straks til at tænke på den gode gamle Gnags sang ’Under bøgen’ der kort fortalt har en meget fin beskrivelse af nogle mennesker der mødes på en bænk en sommerdag, for at konstatere at ” det i grunden er synd, at vi kender så lidt til hinanden her i byen – uhh ja, ja man ser så klart sådan en forårsdag…

Mælkekuren

Arne Astrup fortalte om den magre mælks slankende effekt i TV-programmet Aftenshowet. Kort fortalt var slanketippet dette: hvis man drikker en halv liter mager mælk om dagen, så kan man tabe sig. Forklaringen er, at der er noget i mælken der binder fedtet. Den forventede effekt af at drikke en halv liter mælk om dagen er et vægttab på ca. to kg. om året.
Med udgangspunkt i denne slankenyhed vil jeg i det følgende, regne lidt på sagen.
En liter mager mælk koster ca. 8,75kr. Det betyder i praksis at denne kur på årsbasis koster 3193,75kr. Med et forventet vægttab på to kg. betyder det ifølge min regnemaskine, at det koster 1596,75kr at smide et kg. på mælkekuren.
Man kunne også anskue sagen fra et tidsligt og økonomisk perspektiv. man kunne sige man har et år, med et budget på 3193,75kr. til sin rådighed, og målet er så at tabe de selv samme to kg. som man kan forvente at tabe på mælkekuren. For de 3193,75kr. kunne man vælge at købe et fitnesskort. Gør man det, og køber man f.eks. sit kort hos fitnessworld.dk, der tager 199kr for et års medlemskab, så vil man have 805,75 kr. i overskud når man havde købt sig et års adgang til fitnesscenteret. Dem kunne man så evt. købe et par nye løbesko for, hvis man har sådan nogen i forvejen, kunne man også investere i noget træningstøj, en drikkedunk eller noget helt tredje. Men uanset hvad man vælger at bruge de overskydende penge til, så er mit råd at du bestemt ikke behøver at købe mælk for pengene, og slet ikke, hvis det er for at tabe dig.
Hvis du kun taber dig to kg. med dit nyerhvervede fitnesskort, så er forklaringen på dette sølle resultat ikke, at du har glemt at drikke mager mælk, forklaringen er nok nærmere, at du ikke har brugt dit fitnesskort flittigt nok.

Godwin's Lov

I gårdagens indlæg om Søren Krarups udtalelse om hvorvidt et tørklæde er det samme som et hagekors, kom jeg ind på, at man ofte hører naziargumentet. Særligt udbredt er argumentet blandt debattører der er lige ved at brænde sammen. Jeg skrev i går:

---

… naziargumentet er argumentationens absolutte endestation. Det er det sidste man siger før man bliver voldelig. Det er herfra man ikke kan komme videre med ord.

---

I dag er jeg så blevet gjort opmærksom på, at denne argumentform, type eller model om man vil, har sit helt eget begreb. Det er en såkaldt Godwin’s Law.
Godwin’s lov siger, at jo længere en debat kører, des større er chancen for at vi nærmer os det tidspunkt hvor en debattør laver en nazianalogi.
Søren Krarup har åbenbart været så længe i integrationsdebatten, at vi nu har nået det niveau, hvor Godwin kommer på banen. Vi er havnet der hvor ord slipper op, det eneste vi kan gøre nu er at kalde hinanden for nazister. Det skal der nok komme noget konstruktivt ud af.
Når det er sagt, så forstår jeg godt hvad Søren snakker om. Det kan være uendelig trist og voldsomt provokerende at se på andre menneskers religiøse symboler. Og selv om jeg ikke er helt på det hold der bliver skide sur over at nogen vælger at have et tørklæde om hovedet, så husker jeg tydeligt en ferie for et par år siden. Jeg var på den spanske solkyst, alt åndede fred og idyl, lige ind til denne spanske spadser kom spadserende med sit store guldkors om halsen. Jeg blev så dybt provokeret, at jeg straks måtte styrke mig med en halv kande sangria. Hvad fanden bildte sådan en halvabe sig ind at komme med et kors så stort, at det ikke ville være sikkert at bade med det på? Den var aldrig gået i de gode gamle dag, dengang der var lov og orden på solkysten, dengang Franco regerede.

Dø nu for fanden...

Nu gik jeg lige og glædede mig til den første morgen uden gratisavisen Dato. Jeg havde set i ånden, at jeg skulle vågne op til Weeknedavisen, Information, nå ja og så den sidste overlevende gratisavis 24Timer. Men jeg skulle blive klogere. For selv om Dato er død, så lever den videre i Urban, og det er i og for sig godt nok at de to har fusioneret, men det troede jeg i al min naivitet betød, at man nu ville få kastet en version af Urban/dato i hovedet i S-toge og busser. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at jeg nu skulle til at trækkes med Urban/Dato i min private husstand. Men det skal jeg åbenbart. Så selv om gårsdagens gode nyhed er at Dato er død, så er dagens triste at Dato lever videre i Urban, og Urban/Dato bliver nu presset gennem min brevsprække hver hverdags morgen.
Måske bliver gratisavisernes endelige en gratis og husstandsomdelt version af Urban/Dato/Metroexpress/24Timer, og når der så heller ikke er nogen der gider læse den, så bliver ideen om gratisavisen forhåbentlig begravet, droppet og gemt væk for altid.

Hyggelige Søren Brun

Han se egentlig helt fredsommelig ud som han sidder der. Søren – Søren Krarup hedder han. Men tag endelig ikke fejl, bedøm ikke bogen på bindet. Ikke alt der glimter, er guld, og ikke alt brunt er lort. Og nu vi er kommet ind på lort, så slog Søren sin personlige rekord i at lukke lort og dumheder ud i dag. Og det siger ikke så lidt.
Søren blamerede sig ved at sammenligne tørklædet muslimske kvinder har om håret, med et hagekors. Ja, en sammenligning og sidestilling af islam og nazisme.
Jeg er i praktik på dagbladet Information, en del af mine daglige rutiner er at holde øje med onlinedebatten. Et spændende job som jeg nyder, men der er visse kameler at sluge i den forbindelse. En af dem er, når debattørerne begynder at kalde hinanden for nazister. Det sker som regel når de saglige argumenter slipper op. Ellers gode konstruktive, sunde og lærerige debatter dør i det øjeblik at den ene part vil sammenligne den andens syns- og standpunkter med nazisme. Det tager livet af al konstruktiv debat. Man ser hyppigst den beskyldning på vestbredden, hvor arabere kalder jøder for nazister, og jøderne tager så til genmæle ugen efter, hvor de beskylder araberne for at være nazister. På den måde betragtet er naziargumentet argumentationens absolutte endestation. Det er det sidste man siger før man bliver voldelig. Det er herfra man ikke kan komme videre med ord. Det er så surt og tarveligt, at Søren igen - igen har bragt debatten helt derud hvor det er så uendeligt svært at trække den hjem fra. Søren, du ligner en hyggelig morfar med store briller. En af den slags man ville være helt tryg ved at placere sine unger på skødet af. Men du er alt andet.

Datos død

Min mor har lært mig, at det ikke er pænt at fornøje sig over andres ulykke, men det er ikke muligt for mig at skjule min begejstring over, at gratisavisen Dato er død. Nu går jeg så og håber på, at Dato døde af en mystisk sygdom, og gerne en smitsom og hurtigt dræbende en af slagsen. Tænk hvis Nyhedsavisen, der for nyligt kunne fortælle historien om hvordan sælgerne af hjemløseavisen væltede sig i penge, og i øvrigt slet ikke var hjemløse, også døde. Nyhedsavisen vil i hvert fald ikke blive savnet af de dårligst stillede i samfundet. Og næppe af særligt mange andre, for den sags skyld. Herefter kunne smitten passende brede sig til Urban, og med lidt held ville man så kunne holde fælles begravelse for dem og Metroexpress, og hvem ved hvad der så kunne ske efter det, måske ville BT også dø i en ruf… ok, det er godt nok ikke en gratis avis, men hvis nu avisdræbersygdommen muterede lidt. Ønsketænkning jeg ved det, men nyheden om Datos død er bestemt et skridt i den rigtige retning.

Flere gratisaviser

Tænk går ind for valgfrihed. Hvis du ikke ønsker gratisaviser, bør du have retten til at sige nej. Det har du ikke i dag. Derfor klistermærket med ’Ingen gratisaviser tak’.
Tænk gik ind i sagen i august sidste år, og sagen er nu den, at sagerne står som de stod i august. Der er med andre ord ikke sket en skid på området. Tænk har opfordret gratisaviserne til at gå sammen om at lave en ordning der er bindende, modsat den frivillige der er gældende for ’Reklamer nej tak’ ordningen. Frivillighed betyder i denne sammenhæng at det er frivilligt for reklameproducenterne om de vil respektere et ’nej tak’ eller ej. Vil de ikke det, så dumper de bare deres reklamer af i din gang.
Jeg har, for flere år siden, oplevet, at modtage reklamer fra Silvan. Det kunne jeg ikke rigtig forstå når nu jeg havde placeret et ’reklamer nej tak’ på døren. Forklaringen var, at Silvan ikke havde trykt ’vi respektere et nej tak’ på deres tryksag. Så alt var i virkeligheden i fineste orden. Silvan respekterede ikke ’nej tak’ og jeg skulle derfor ha reklamen.
Det er klart at jeg ikke kunne finde mig i det, og jeg ringede derfor straks til Silvan for at brokke mig. Efter timer i telefonsluser kom jeg endelig igennem til rette vedkommende, som jeg så kunne spørge, hvorfor de havde valgt ikke at trykke ’vi respekterer et nej tak’. Jeg fik på tykt jysk forklaret, at det var helt frivilligt om de ville trykke det eller ej. Jeg forklarede i od tone jyden, at jeg var bekendt med frivillighedsprincippet som de var underlagt. Herefter snakkede vi lidt frem og tilbage, jyden var faktisk helt flink, og tonen var god.
Efter et stykke tid snakken om emnet reklametryksager, spurgte jeg ham hvad han troede jeg tænkte om Silvan, når nu de ikke ville respektere mit ’Reklamer nej tak’ skilt. Skal jeg respektere et byggemarked der ikke respekterer mit klistermærke?
Man har set masser af eksempler på hensynsløs markedsføring, men markedsføring der går på tværs af modtagernes ønsker om at blive respekteret virker som en dårlig idé. Ikke desto mindre er det den faktiske situation. På Tænks hjemmeside kan man købe ’Gratisaviser nej tak’ klistermærker og sætte dem op i umiddelbar nærhed af ens brevsprække, men om dette ønske vil blive respekteret eller ej er der bestemt ingen garantier for. Det er helt op til gratisaviserne selv.
Så nu vil jeg kontakte Tænk, betale de 30kr klistermærkerne koster, og så håber jeg bare, at mit ikke helt urimelige ønske om at blive fri for gratisaviser, vil blive respekteret.
Tilbage sidder jeg så og kan ikke lade være med at tænke på, om erkendelsen som ramte Silvanjyden kunne ramme chefredaktørerne på gratisaviserne. Hvis de kunne bringes til at se at jeg ikke er så pokkers positivt stemt over for aviser der praktisk talt bliver proppet ned i halsen på mig, så kunne det være de kunne få fingeren ud og få lavet en fælles bindende ordning gældende for alle gratisaviser.
Gratisaviser - det klinger efterhånden lidt hult, foreløbig har de kostet mig 30 kroner og en masse besvær.

fredag den 13.

Der er ingen vej uden om, meget modvilligt vil jeg tage fat på uhyggen – det er trods alt fredag den 13. Jeg har tænkt længe over det, og jeg er kommet frem til at det gode vejr, det faktum at det er fredag og man derfor kan drikke sig fuld med nogenlunde god samvittighed, samt at sommeren er lige om hjørnet gør tilsammen at jeg har uendeligt svært ved at komme i stemning til noget uhyggeligt. Når jeg cykler gennem byen er det tydeligt at foråret er kommet til København. Alle de smukke ting og sager der har været gemt væk hele vinteren, bliver igen vist frem i det lune vejr. Her tænker jeg først og fremmest på caféborde, caféstole, parasoller og solbriller osv. så mit bud på noget fredag den 13. uhygge bliver derfor det modsatte af alt det skønne, der gør det så svært at komme i den uhyggelige stemning. Jeg bringer derfor et billede af verdens måske grimmeste kvinde. Tænk hvis alle kvinder så sådan ud – det ville være uhyggeligt.

reklamer nej tak

Jeg har end til nu været forskånet for gratisaviserne Dato og 24 Timer. Men ikke længere. Man har tydeligvis haft held til at skaffe avisbude der så nu kan varetage uddelingen i mit hjørne af Vesterbro. Det er ikke så meget selve avisernes ringe indhold der er emnet for dette indlæg, selv om det i sig selv er kilde til meget irritation. Derimod er det en undren over, hvorfor jeg nu skal bruge tid og energi på at undersøge, om jeg kan blive fri for at modtage aviserne. Mit ’reklamer nej tak’ skilt er åbenbart ikke nok til at holde gratisaviserne ude. Hvad gør man så…
Samtidig undrer jeg mig over, hvad blev mon er blevet af de gode gamle liberalistiske principper om ejendomsrettens ukrænkelige fred? Principper der, i den konkrete sag, ville tildele mig den suveræne ret til faktisk at bestemme, hvem der måtte smide hvad gennem min brevsprække.

Medieafsløring2

Jeg er ked af at bringe det på banen, men jeg føler mig tvunget til det. Her kommer det: Steffen Brandt og Jørgen de Mylius er brødre.
Sådan nu er det sagt, og så behøver vi ikke at tale om det igen. Det er jo ikke på den måde nogen sensation. Der er så mange der har brødre, og selv om det ikke er alle der har været i tv eller radio, så er det ikke nogen stor sag af den grund. Jeg er ked af at have pustet sagen op til noget den slet ikke var. Jeg bringer hermed et billede af hver af de to brødre, og så er det op til dig at gætte, hvem der gemmer sig i den hvide skjorte, og hvem der er i den sorte.
Go fornøjelse.

Medieafsløring 1
Ja det er godt nok alt sammen. Der står han så med korslagte arme klædt i sort på en snedækket mark. Lukket, sammenbidt grænsende til det aggressive. Han er Knud Romer. Han har vundet alle de priser der er værd at vinde. Hans bog, ’den der blinker er bange for døden’ har for længst gået sin sejrsgang. Han er en succes. Det kan ikke betvivles.
Første gang offentligheden så ham var i rollen som Axel i Lars von Triers Idioterne, i tiden efter var der stille omkring ham, rygtet siger at han i denne periode arbejder på et reklamebureau. Men Knud er for klog til reklamer, han brænder sammen og ud og skriver en bog om sin barndom. Som barn var han ikke udbrændt men udstødt, en outsider, en ener. Han var den fremmede i et lille samfund. Og der er masser af paralleller til vores egen samtid med alle de fremmede og utilpassede, der måske ikke udgør et problem der størrelsesmæssigt helt står mål med den opmærksomhed de får, men opmærksomhed det får de. Knud Romer har skrevet en god bog der behandler et vedkommende og aktuelt tema. Alle de priserne den har vundet har den fortjent. Så skulle det vare på plads.
Men der er noget lusk ved det hele. Og her tænker jeg ikke på det trivielle i at et utal af Knuds gamle skolekammerater har ringet til forskellige aviser for at fortælle, at den fremstilling af virkeligheden som Knud leverer i ’den som blinker er bange for døden’, ligger meget langt fra den virkelighed som de oplevede. Det er ikke det der er på spil her. Nej – det jeg her kan bringe til afsløring tager sit udgangspunkt i, at Knud i alle de interviews han giver, fortæller at han er kreativ direktør i reklamebureauet Xenos. Og det er der noget lusk ved.
Hvis man googler Xenos så får man ingen relevante hits, hvis man googler reklamebureauet Xenos, så får man kun hits der henviser til at det bureau er Knud Romer da kreativ direktør i, men der er ikke noget sted man kan finde noget som helst om selve bureauet. Det er underligt, og når man sammenholder det med alle de fjolser der kontaktede alverdens medier i jagten på deres 15 minutter berømmelse for at gøre os alle sammen opmærksomme på, at Knud bestemt ikke lå i fosterstilling og tuede som pisket i flere dage efter han havde holdt børnefødselsdag, ja så er det ikke svært at lægge to og to sammen.
Knud Romer er en konstruktion. Han findes kun som medieperson, som den forsmåede og udstødte dreng fra Lolland findes han ikke. Og som kreativ direktør for reklamebureauet Xenos findes han heller ikke. Spørgsmålet: hvem er inden i Knud Romer skriger på et svar...

Sorry - spørgeskema
Jeg beklager, jeg ved det er belastende, jeg ved ikke en gang om jeg selv ville deltage, og hvordan kan jeg så bede dig om det? Men her er faktisk noget så sjældent som en webundersøgelse der giver mening. Små glade ulønnede amatører og absolut frivillige nørder vil bare gerne vide hvem der læser blogs, hvorfor de gør det og hvad de får ud af det. Kan du overskue at være med i denne undersøgelse af bloglæsere i Danmark, så kommer du direkte i himmelen den dag du dør. Hund ingen hindring.
Gå til spørgeskema

Red planeten – bliv vegetar i dag, sådan lyder overskriften på den internationale kronik som blev bragt i dagbladet Information mandag den 12. marts. Den er skrevet af Jeremy Rifkin, der som vi alle ved er leder af tænketanken Foundation on Economic Trends i Washington D.C. Han er med andre ord ikke Hr. Hvemsomhelst.
Kronikken henter sine fakta fra en rapport som FN’s Fødevare- og landbrugsorganisationer (FAO) udsendte ved årsskiftet. Og tallene som rapporten fremviser, er mildest talt chokerende. Husdyr, og det er især kvægbestanden, frembringer 18% af den samlede drivhusgasudledning. Og det er lige så meget som den samlede transportsektor. Og når rapporten siger transportsektoren, så dækker det over alle de fly du ser i luften, alle de kæmpe store olieædende supertankere der tøffer rundt på verdenshavene og alle de biler der fylder gaderne i alverdens storbyer. Tænk lige over det.
I praksis svare det til, at vi kunne slukke alle verdens motorer i morgen, alene ved at droppe kødet. Alle verdens fly ville i morgen blive på jorden, alle verdens supertankere og kæmpe færger ville blive i havn, og de stærkt miljøbelastende firhjulstrækkere og hvad der ellers findes af kæmpe store potensafstivende møgspande, ville i morgen blive i garagen. De titusinder af forurenende knallerter og scootere der i de seneste år har oversvømmet store dele af østen, ville i morgen stå helt stille. Det eneste det krævede af os var, at vi var villige til at droppe kødet. Tænk lige over det.
Og så vil der i denne forbindelse ikke blive nævnt et eneste ord om hvad det betyder for vores sundhed at vi spiser så meget kød, hvor store dele af de samlede landbrugsressourcer der bliver brugt på at dyrke dyrefoder eller hvor meget af det foder, der i princippet lige så godt kunne være menneskeføde, der skal til at producere et kilo kød. Det eneste der i denne forbindelse skal nævnes er, at vi kunne reducere drivhusgasudledningen, så det svarede til, at alle verdens motorer slukkede, alene ved at droppe kødet. Tænk lige over det.
Jeremy Rifkin er en gæstfri mand – her
giver han dig alle tiders mulighed
for at hænge lidt ud på sit kontor.

Fra druktursbeskrivelser til Ritzaus

Til Jeppe - tillykke med det. Jeppe er en glad dreng, han læser på RUC, han tager i byen i weekenden, han hænger ud med sine venner, og man kan sige at han på mange måder ligner alle andre vi kender, der i øvrigt ligner hinanden og os selv til forveksling. Jeppe blogger om sine oplevelser, og det er der vist heller ikke noget nyt i mere. Men, for tro mig der er et men, Jeppe besluttede sig for at tage til den første gudstjeneste som blev holdt i Faderhuset efter Ungdomshusets rydning. Og det gjorde hele forskellen for Jeppe, ikke mindst for trafikken på hans blog, men faktisk, og det er det interessante, også for en masse andre mennesker. Jeppe kom til at spille en central rolle i formidlingen af nyhederne om rydningen af ungdomshuset og det efterspil dette måtte afføde. Jeg kom på sporet af at Jeppe havde skudt papegøjen i tirsdags Jeg redigerer blogs på dagbladet Information, i blogosfæren var der påfaldende mange der linkede til Jeppes blogindlæg om Ruths tale. Onsdag tikker der en direkte opfordring til at læse Jeppes blog ind på Informations debatsider, afsenderen var min gode ven James Braun.
Torsdag får jeg samme link fra en anden go ven Morten Umpff,
og samme dag kommer kæresten hjem og fortæller, at hendes veninde har læst Ruths sidste tale på nettet. Alle er åbenbart på Jeppes blog i disse dage. Senere torsdag ser jeg at Ritzau har den, og så har alle den.
Det der er interessant for mig er den nye måde nyheder spreder sig på. Jeppe, der ellers mest skrev om sine drukture med vennen Den hvide Neger, havde pludselig en historie som alle ville læse. Han havde været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og han gjorde det eneste rigtige, han bloggede det. Og på den måde delte han den uhyggelige historie, om uhyggelige Ruth fra det uhyggelige Faderhus, med resten af os. Kære Jeppe, mange tak fordi du delte denne
historie med os..

Otto er død

Så skete det, gode gamle Otto Brandenburg døde. Og så er det som bekendt op til os andre at finde ud af hvad vi skal huske ham for. Hvordan skal Otto beskrives i historiebøgerne synes at være det store spørgsmål lige nu.
Det er derfor det er så uendeligt trist at det uendelige triste Aftenshowet på DR så skal hive Jørgen De Mylius i studiet for at give en indgående beskrivelse af hvem Otto B. i virkeligheden var. Det skal nemlig ikke være Jørgen De Mylius’ beskrivelse af Otto B. der skal være den autoriserede. Endelig ikke.
Jørgen de Mylius er den pæne klasses allerpæneste dreng, og det er ikke ham der skal beskrive baggårdspumaen. Han skal beskrives af en der har mandsmod og nosse nok til at fortælle historierne om Ottos utallige drukture, hans udsvævende liv og alle damerne.
Med Otto Brandenburg har vi muligheden for at få vores helt egne danske version af en Serge Gainsbourg.
Fordrukken og storrygende damecharmør. En stodderkarl. Det har vi meget mere brug her i andedammen, end vi har for endnu et forlorent glansbillede. Jeg stemmer for at Otto B. får rollen som ham der inkarnerer stodderen, ham der med Jokerens ord, fik slag lige som Tom Jones og Julio Iglesias.

Det er ikke fordi jeg vil se en eller andet ligegyldigt afsløring af Ottos barregninger, lange lister og oversigter over kønssygdomme Otto har raget til sig gennem tiderne. Slet ikke. Jeg mener bare vi har brug for et moralsk anløbent, og ikke helt rent i kanten idol. En man ser op til på trods af at travet ikke altid var helt rent.
Den rolle ville Otto Brandenburg kunne spille fint, og for al evighed ville han bo i vores kollektive bevidsthed og minde os alle sammen om, at der altid vil være lidt slør. Det har vi brug for. Måske mere end nogen sinde før.

Viralpræsidenten

USA’s forhåbentlig kommende præsident hedder Barack Obama
han er en dybt sympatisk demokrat, og han er sort.
Obama har oprettet en profil på Facebook.com, og på den måde er han blevet en del af et community, det i februar 07, havde 17 millioner medlemmer. Det er fortrinsvis studerende der har profiler på facebook, og på den måde har Obama fået en masse opmærksomhed og omtale i dette segment. Om han rykker videre til andre communities vides ikke, men hvis Obama bliver USA’s næste præsident, så tøver jeg ikke med at påstå at det var hans virale kampagne der gjorde udslaget.
Vi krydser fingre i ventetiden.

Døde dyr

Det er min påstand, at mennesker synes det er en bestialsk handling at slå et levende væsen ihjel. Derfor har mange religioner indført rituelle slagtninger. Her tænker jeg først og fremmest på jødedom og islam.
Hos naturfolksreligioner ser man mange steder det samme. Grønlænderne gav noget af sælen tilbage til havet for ikke at gøre havkvinden vred. Lignende ritualer i forbindelsen med slagtning ser hos den oprindelige befolkning i både Amerika og Australien.
Det korte af det lange: det er en bestialsk handling at slå noget levende ihjel, og derfor indføre man et lille religiøst ritual for at legitimere det. for har man taget dyrets liv i Guds navn, så er der ingen ko på isen.
Her forholder det sig anderledes, vi har ikke gode gamle Gud med i billedet, og det er måske en af mange forklaringer på, at vores kød er lyserøde klumper i lufttætte plastikbakker, mens hele og halve dyr slagtet i Guds navn hænger til skue i halalslagterens vindue. Det er Gud der gør forskellen.
På billedet ses de indledende forberedelser til hvad der ender med at være en sprængt gås med krydderurte- og oliven fyld. Se det færdige resultat, eller nogen af de mange flotte billeder Ane har taget her.

Kan vi ikke en gang for alle aflive det misforståede udsagn om at det ikke handler om udseende. For det gør det. Det handler måske ikke kun om udseende, men det er det, det handler mest om.
Vi drages af det smukke, og vi vil selv være smukke. Sådan er det, og sådan har det altid været. Det eneste der ændre sig, er selve skønhedsidealet.
Selv Platon havde sine problemer med at forklare, hvorfor de unge smukke drenge i bystaten ville knalde med Sokrates.
Det var ikke nok at sige at det ville de bare, det ville simpelthen undre læseren, eller i hvert fald de læsere der er bekendt med, at Sokrates var grim. At nogen vil knaldes af en grim mand kræver en forklaring. Og sådan har det været lige siden.

Hvorfor ville nogen knalde med Don Juan? Fordi hans forførelsesteknik var sublim. Hvorfor ville nogen knalde med Kong Christian den Fjerde? Fordi han var en rig mand. Hvorfor ville de unge drenge knalde med Sokrates? Fordi han var en magtfuld mand. Hvorfor vil nogen knalde med Amin Jensen?


Drengene på billedet er helt sikkert dem man først ville ringe til, når der er knas med computeren. Det er muligvis dem man vil ringe til hvis man, uvist af hvilke årsager, ville vide hvor der var tilbud på dåseravioli. Men der er ikke mange, hverken drenge eller piger, der ringer til drengene på billedet når trykket skal lettes. De knalder ikke, for der er ingen der vil knalde med dem, og forklaringen er, at de er grimme. Det er synd for dem, men kom nu, det er ikke grund nok til at holde fast i myten om, at udseendet ikke betyder noget. For det gør det.

Nogen gange kan man i naiviteten komme til at glemme at man er en gammel sur mand. Man kan komme til at glemme at man er træt af alt og alle. Nogen gange kan man komme til at finde sig selv med paraderne helt ned. Nogen gange kan man se eller opleve noget der bare tager en med storm.
I går sad jeg og læste Christian Monggaards
blog. Han skrev hjem fra filmfestivalen i Berlin. Her havde han set en filmatisering af Frank Millers 300. Han linkede til den officielle 300 the movie side. Og det var her opturen startede. Det er helt vildt så godt den hjemmeside er lavet. Den er spækket med informationer om spændende, mere eller mindre relevante oplysninger om filmen og i periferien af filmen og optagelsen af den. Men fælles for alle undersider er, at det er skide flot lavet.
Det eneste jeg vil sige i dag er, tjek det selv ud. Og det er muligvis fordi jeg aldrig før har set en fantasy-film eller bare en hjemmeside for en fantasy-film, men jeg glemte helt at være kritisk. Lad det aldrig ske igen.

Endelig opdagede jeg klubben, jeg har en brændende lyst til at melde mig ind i: Vegan Porn. Jep - frit oversat til Veganer porno. Skal man så sidde og masturbere mens man kigger på billeder af kvinder der får stukket økologiske grøntsager op i tissekonen, kunne man spørge sig selv - nej det skal man ikke. Man kan faktisk ikke engang få lov til at se et eneste lille stykke med bart på siden. Til gengæld kan man, sammen med en masse andre veganere og vegetarer, få lov til at snakke om veganer- og vegetarmad, tilsætningsstoffer, fedmeepidemier, fødevareindustri eller noget helt andet der slet ikke har noget med mad at gøre.
Det lyder måske plat, med det er så befriende. Det er så rart at få lov til, som jeg, at være vegetar uden af den grund at være frelst. At have mulighed for at kunne sige ”jeg tillader ikke døde dyr adgang til min krops hellige tempel” uden at skulle forklare at det er en joke. Måske kan man endda være så heldig at man møder en der ved hvor det citat stammer fra. Det er befriende i kraft af sit fraværd at manglende forståelse. Lad mig kort forklare.
Når man siger til folk at man ikke spiser kød, så skal man straks rives gennem deres konsistensmaskine. Konsistensmaskinen er en lille anordning mange mennesker har siddende i hjernen. Og når de så møder en der spiser noget andet end de selv gør, så går de straks i gang med at lede efter inkonsistens. Det resulterer i, at man som vegetar skal lægge øre til bemærkninger som: ”nå men hvis du ikke spiser kød, hvordan kan det så være du går i lædersko?” Eller: ”hvordan kan en vegetar som dig finde på at sidde og fylde dig med hash og sprut til du mister førligheden?” og så videre og så videre i det uendelige. Det er som om folk føler sig provokeret af, at man ikke spiser det samme som dem. Det er som om folk tror man er hellig, religiøs eller noget andet de ikke kan rumme. Alt sammen bare fordi man ikke har lyst til at spise kød.
Det er omverdens kiksede reaktion på det at man ikke spiser kød, der har skabt behovet for et websted som veganporn.com. Som indebrændt vegetar vil jeg gerne ha lov at sige mange tak til veganerpornodrengene. Tak.

I går var jeg til et foredrag på Vesterbro bibliotek, i al sin enkelthed handlede det om, at man kunne møde Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde. Og det var bestemt værd at spendere en aften i selskab med de to. Meget underholdende og yderst engageret talte de om deres bog ’København Con Amore’.

Bogen er en hyldest og en kærlighedserklæring til København, og som det klart fremgår af bogens titel, så er det et Con Amore projekt, og det betyder i sagens natur, at Thomsen og Rohde er i felten som glade amatører. Glade amatører kan man ikke klandre for at være gået usystematisk og uforsvarligt, eller ikke-videnskabeligt til værks. Amatører er amatører, og de gør tingene på deres måde. Det er netop en af bogens mange styrker at systematikken er yderst usystematisk. Og så er bogen oven i købet hamrende subjektiv. Thomsen og Rohde har udelukkende fulgt deres næser og taget billeder af steder er værd at tage billeder af, med eneste begrundelse at de er noget særligt for København. Deres København.

På den måde er bogen blevet proppet til randen med billeder af snuskede beværtninger, baggårde, antikvariater og massere af skumle gader og stræder. Som Jokum Rohde sagde om flere af billederne, så er det altså sådan en beværtning skal se ud, hvis Philippe Marlowe skal liste sig der ind for at få informationer om mordet på blondinen.

Mange af stederne er virkelig smukke på deres egen københavnske måde. Men det sørgelige i det hele er så, at det er disse steder der forsvinder, og det er i grunden ikke så underligt. Jernstangen, et hæderkronet værtshus på Istedgade, hvor man for kort tid siden med sikkerhed kunne kigge forbi på alle tider af døgnet for at få en porter fra kassen, en varm bilradio eller en på lampen, er bare et af mange steder der er lukket her i kvarteret. For der er ikke noget publikum til den slags steder mere. Dem der kunne tænkes at komme på et sted som Jernstangen er flyttet fra kvarteret for længst. På Vesterbro bor der i vid udstrækning mennesker, der lige så godt kunne bo i Herlev, Husum eller Hvidovre. Kvarteret er blevet invaderet af pæne mennesker, personbiler og lejlighedspriser der kan få selv den mest indædte vesterbroer til at fortrække til Valby. Det er i virkeligheden lidt synd.

Ps.

Og hvis du sidder og undre dig over, at der var en Cohibareklame i højre hjørne af dette blogindlæg, så kommer her en forklaring. Jeg har en mistanke om, at Cohibas hæderkronede design har været inspiration for det grafiske design i denne bog. Skal man stjæle fra nogen så skal man stjæle fra de bedste, og det er da bestemt hvad Peter Ravn har gjort i dette tilfælde.

Mode - og det trygge modtryk.

Så er modeugen i København vel overstået. Jeg kører over Halmtorvet hver morgen, og i går foregik det samtidig med at horder af modefolk skulle ind i Øksnehallen for at se modeshow. For ikke at køre nogen ned, sænkede jeg farten til et absolut minimum. Men ikke kun af trafiksikkerhedshensyn, også for at få et glimt af de smarteste af de smarte. De væltede ud at taxaer og limousiner, hvis de da ikke kom gående. Fælles for dem var, at de var smarte. Meget smarte. Men der er jo ikke så meget ved at være smart når alle andre også er det. Derfor havde de rutinerede af dem gjort lidt ekstra ud af det i forvejen ekstra smarte modeugetøj. Hvilket resulterede i nogle ret så spektakulære udklædninger.
F.eks. steg en ung fyr ud af en taxa og gik lige ud foran mig, jeg bremsede helt op, jeg hilste høfligt, han undskyldende. Han havde nogen meget flotte groft vævede bukser på, og han havde valgt at trække et par strikkede sokker ud over bukserne - helt op til knæene. Som han stod der lignede han mest af alt den norske Tintin.
Jeg synes egentlig det var flot, og da jeg på min videre tur gennem København kørte og tænkte over hvem han mon var, og hvad han gik og drømte om, så slog det mig, at mode ikke er noget man kan undsige sig. Man er tvangsindlagt til at forholde sig til den.
Personligt havde jeg den omtalte morgen valgt at iføre mig en brun buks, en brun sko en brun læderjakke og under den en brun velourtrøje samt stor stålbrille i ansigtet. Det er nemlig min erklærede intention at ligne en skolelære fra 70erne. Det er min erklærede intention ikke at være med på det der modetrip. Jeg synes at mænd i stramme sorte jeans ser dumme ud, og de mangefarvede hættetrøjer og flade gummisko siger mig heller ikke en skid. Men man kan ikke undsige sig moden. Og selv om jeg gør hvad jeg kan for ikke at være med på vognen, så bliver jeg hele tiden nødt til at være klar over hvad der sker på før omtalte vogn, for at være i stand til at gøre det modsatte af det der sker på den. Konklusion: hvis du vil holde dig i periferien, må du have blikket stift rettet mod centrum. I det konkrete tilfælde betyder det, at hvis du ikke vil være med på moden, så bliver du nødt til at vide hvad den foreskriver, og så gøre det modsatte.
Jer har efter den erkendelse tænkt over om oppositionen er en mulig position. Jeg har tænkt over om modkulturen er en reel mulighed. Og jeg har tænkt over om et tryk virkelig avler et modtryk.

Hvis nu man er en lille nervøs nation af bagstræberiske, forandringsforskrækkede, biedermeierske og Morten Korch forherligende og fjernsynskiggende flad- og bredrøvede ligblege mennesker, så vil man før eller siden blive indhentet af kedsomheden og egen manglende evne til at acceptere noget der er forskelligt fra en selv. Og der vil man så sidde i sin bæbrune læderhjørnesofa og pludselig gribes af ubændig træng til at slå ud med armene. Sidder man i den situation, så er det jo befriende at der er melodi granprix i det altid tændte fjernsyn. For i år var der den ekstra bonus for lisenspengene. Man fik nemlig mulighed for at slå ud med de før omtalte arme. Man fik serveret muligheden for at vise sig selv, og hvem der ellers gider kigge med, at man er så tolerant så helt igennem totalt tolerant. Man fik foræret muligheden for at stemme på den sang der blev sunget af en mand iført dametøj.
Fordomsfulde fuldfede Flemming Flødefjæs fik dermed muligheden for at vise hele landsbyen at han slet ikke er så middelalderlig i hovedet som onde tunger ellers stod nede ved gadekæret og proklamerede. Flemming stemte på ham bøssen, og som han selvtilfredst fortalte sin kone mellem to stykker citronmåne, så har han sgu ikke noget mod dem, ja altså så længe de holder sig for sig selv.

Så bliver der fremover mulighed for at svine med go samvittighed. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ifølge denne
artikel, vil SAS tilbyde deres kunder muligheden for at betale en miljøafgift. Afgiften modsvarer den mængde CO2 man lukker ud på sin rejse. I praksis betyder det, at en returbillet fra København til Stokholm bliver 17kr dyrere. De 17kr bliver så investeret i et miljøvenligt projekt i et udviklingsland. Du sviner verden til for 17kr, og det skal du så betale tilbage. Din samvittighed er ren, og tanken er at miljøet med tiden også bliver det.
Mulighederne er mange, tænk over det, snart kan man køre rundt i sin store firhjulstrukne møgspand af en to tons slæde på gule plader, uden at hjemsøges af den forfærdelige og efterhånden helt fladtrykte samvittighed. Vi skal tænke på at bag de tonede ruder i hver eneste benzinsluger sidder et forpint menneske. Forpint af dårligsamvittighed over at være et miljøsvin. Men det lysner i øst, som man sagde en gang, det lysner, snart vil denne stadigt voksende gruppe af medmennesker være i stad til at betale en miljøafgift der modsvare det svineri de laver. Snart vil samvittighedens tyngde blive løftet fra deres skuldre.
Så næste gang du kører på cykelstien og de tonede ruder i en firhjulstrukken benzinsluger på gule plader rulles ned og et karseklippet hoved råbende spørger dig om du har svært ved at trække luften helt ned i lungerne, så husk på, at inden under dette store pumpede solariebrune og tribaltatoverede bryst der banker et hjerte af guld. Her er nemlig tale om et medmenneske der har støttet et projekt for vedvarende energi, et sted i et udviklingsland ikke langt fra dig.

Dagens gode råd: Udvis høflighed!
Det er høflighed der gør hele forskellen på fornem og for nem. Så hvis du er træt af den tomme seng, de evige afvisninger, så er mit råd til dig, at du begynder at udvise høflighed. Og du behøver ikke en gang gå over gevind og blive gentleman og fortidsagtig. Helt almindelig goddag og farvel, undskyld mig, og til dem der virkelig vil gå til den kan jeg anbefale en lille stol ud i ny og næ, eller prøv at hold en dør. Det giver pote. Og der skal så uendeligt lidt til, for du er nemlig helt alene på høflighedsscenen.
Det overskud man signalerer ved at udvise høflighed vil efterlade alle de trusser du går forbi dugvåde. Og drengene – de vil blegne i dit nærværd. Men det er kun sidegevinsten. Hovedpræmien ligger lunt i din mave. Få ting føles så godt som det at sprede lidt glæde og smil på hverdags- og mikroniveau.

Jeg starter året på bloggen med at konsultere min samvittighed. Hvordan har du det gamle dreng?

I grove træk har den det godt. Det gode ved dårlig samvittighed er, at den kommer og går. Ellers ville det også blive et langt liv. Tænk hvis man skulle have dårlig samvittighed over dem man bankede i folkeskolen, eller over den første kæreste hvis søster man kom til at bolle. Men man var femten, fuld og fjollet. Det må være forklaring nok, og så ikke mere dårlig samvittighed over det.

Men der er også de ting der ikke vil gå væk. Selv om de efterhånden har et par år på bagen. Og det er netop en af dem dette indlæg handler om.

Jeg vil sige det lige ud og uden omsvøb: undskyld Keld. Undskyld for kæld. Det var ikke pænt gjort, og du havde ikke fortjent det.

Forklaring:

Vi var et band der hed hæst. Vi ville stave så mange ting og navne som muligt med æ, også Kelds. Vi skrev to slags sange, dem hvor vi bollede, og dem hvor vi svinede folk til. Ligeligt fordelt, to grupper, mænd og kvinder. Med eller uden tap gjorde forskellen på om du skulle bolles eller svines til. Simpelt, sjovt og plat. Men fuck plathed, vi ville ikke være kloge, tværtimod. Vi ville udstille klogskabens kedsomlighed ved at være ukloge. Ikke intellektuelle. Og skulle jeg beskrive den side af sagen med et eneste ord skulle det nok være befriende.

Men vi kom til at svine én til der ikke skulle ha været svinet til. Og det er Keld. Han er, og har altid været verdens sødeste mand. Han har gjort så uendeligt mange gode ting for mig, han er stadig, og vil sikkert altid være, et menneske jeg ser op til, og gerne vil være som.

Men det virkede så naturligt at svine ham til. Han var min boss da jeg skrev sangen, og det er han sådan set stadig. Problemet er, at jeg ikke laver noget på Jeg mit arbejde, og det jeg derfor frygter mest i verden er at bossen skal komme forbi. Jeg frygter at blive afsløret i min dovenhed. At min dovenskab skal eksponeres. Derfor skrev jeg kæld, en lille sang der i al sin enkelhed handler om hvad jeg hellere ville gøre, end få besøg af Keld.

Det er den danske verdensstjerne Billy Cross der spiller guitar og snakker lidt på nummeret. Det er undertegnede der krampagtigt og nervøst leder efter grundtonen. Bassen bliver pruttet af min hæstemakker Morten Umpff, og resten af holdet er fantastisk folk, hvis navne jeg med skam må indrømme at jeg har glemt.

Hør kæld her, du skal bare klikke på sang nummer
11

God fornøjelse, og undskyld. Undskyld Keld, jeg mener ikke et eneste af de ord. Undskyld…

Årets sidste indlæg på denne blog bliver ikke et tilbageblik på året der gik, det bliver derimod et kig fremad. Et kig, om end det ikke er ind i fremtiden, så er det i hvert fald i retning af den altid interessante fremtid.

Fremtidsforskning – man behøver ikke at have beskæftiget sig indgående med videnskabsteori for at se det umulige i fremtidsforskning. Man kan i sagens natur ikke forske i noget der ikke er. Og fremtiden er som bekendt ikke. Fremtiden er en forventning om en tid der kommer. Og fremtidsforskning beskæftiger sig så med hvad denne fremtid vil bringe af strømninger, tendenser og retninger. Det er alt sammen godt nok, men det er ikke forskning. Det er bud, og jeg betvivler ikke at det er kvalificerede bud, men det er og bliver bud.

Og jeg er ikke sarkastisk når jeg kalder disse bud for kvalificerede, jeg er faktisk af den opfattelse, at der er nogen der er bedre til at komme med bud end andre. Der er mennesker der kan fornemme hvad der bliver den næste store ting. Der går mennesker rundt i blandt os, der med ret stor nøjagtighed kan sige om bukserne til næste år skal have svaj eller ej. Om de skal være blå eller brune. Om de skal ha striber eller streger.

Trendsættere – altså dem der sætter sig på trenden. Dem der ved alt om buksernes facon før alle os andre. Det er dem man skal holde øje med hvis man vil være på forkant med udviklingen. De ved alt om hvordan det bliver i fremtiden. Og det er netop derfor alle holder øje med dem. Alle vil ha et indblik i morgendagen, fremtiden og det der venter os.

Mens jeg har stirret intenst på i morgen - glemte jeg i dag.

Godt nytår.

København, København du’ drømmenes by, der’ ild i lortet fra Valby til Bellevue.

Gode gamle DGP, med gode gamle Joker i hovedrollen hylder hovedstaden i vestkyststil. Det var dengang, i de gode gamle dage. DGP gik kolde, og vestkysten er væk, men gode gamle København er her endnu.

På www.mitkbh.dk kan man få lov til at sige sin mening om gode gamle København, og på den måde være med til at præge hovedstaden. Eller hvis man er af den mindre naive støbning, så kan man få lov til at lukke en masse galde ud. For det er sgu tvivlsomt om det gør nogen forskel hvad du og jeg mener om Fisketorvet, men det føles nu godt at få lov til at svine stedet til.

Og så er det en rigtig frisk tone der er på siden, og den mail der bliver sendt når man har oprettet sig som bruger, er rigtig storby- og Købwenhavnersmart på den rigtige måde. Så klik dig ind på siden, svin din lokale pizzamand til for at insistere på at putte bearnaise og ananas på nummer 54 i bedste Ankarastil. Eller du kan hylde hans fætter der driver den lille grønthandler på den anden side af gaden. Der er frit slag, lige noget for dig der går og har en kvalificeret mening om det meste.

Halooooo


Helt alene i kiosken, Vesterbro er som støvsuget for mennesker. Alle jyderne er taget hjem. De er kun mig og indvandrerne tilbage. Sammen udgør vi det tynde øl, bundfaldet og dem der ikke nåede væk i tide.
Egentlig er jeg ikke sur på jyden, jeg ville selv tage hjem til fødegården hvis jeg havde sådan en. Skal sandheden frem, så er jeg angst og utryg ved denne mennesketomhed. Det er angstprovokerende at være et sted der er så tydeligt forladt af masserne. Det er ikke fraværet af mennesker, men forladtheden der skræmmer. De to ting er der stor forskel på.
Bjerringbro er mennesketom på en landsbyagtig måde, det er kedeligt men ikke uhyggeligt. Vesterbro er uhyggelig når den er mennesketom. Man kan, modsat Bjerringbro, se at stedet er indrettet til mange mennesker. Den tomme boulevard og den endeløse række af mørke lejligheder. Det er juleuhyggeligt. Så selv om jeg aldrig troede jeg skulle sige det, så gør jeg det alligevel: kom hjem alle jer jyder og bonderøve der udgør 80% af befolkningen her på Vesterbro – kom hjem, her er uendeligt ulideligt tomt og mørkt uden jer.

Denne video er taget et par dage efter Huberts 1års fødselsdag. Det eneste der virkede for ham var den grimme og larmende blå dukke som spillede sin lille melodi om og om igen.

Se videoen her:

http://www.dailymotion.com/video/xuypr_hubert-danser

Det er uhyggeligt som man kan mærke at alderen indhenter en, og uanset hvor hurtigt man løber, så er altid lige i hælene. Og man gør hvad man kan for at holde sig selv og den ud.

Hvor tit har man ikke stået og krummet tær over en eller anden klovn der ikke ville vedkende sig sin alder. Det ser bare dumt ud, og det uanset om der er tale om en gammel mand med farvet hår i en åben sportsvogn, eller en kone ned rottehaler og plastikbryster der flasher streng på Søpavillonen, det ser bare så trist ud. Og det ved alle der har set det.

Og så sker det for mig, at jeg ser et billede der blev taget i sommer. Jeg står og laver geden, omgivet af hampeplanter, iført en T-shirt jeg har fået af Casper Eistrup, med lille Hubert på armen. Rock og rul, eller familiefar. Halvt tomt eller halvt fyld. Jeg lader lige billedet stå et øjeblik…

Jeg ved det godt – man skal aldrig sige ”hvad sagde jeg”. Der er nemlig ingen der gider høre på den slags. Og slet ikke hvis det kommer fra en stodder som mig, det i sommer erklærede at inden jul var Myspace.com en død fisk i iskoldt vand. Sorry – det var dumt sagt, jeg var fuld og det var sprutten det talte.

Når det er sagt, så har jeg tidligere hyldet ideen om at få forbrugerne til at lave reklamefilm for en her på bloggen, og det emne vil jeg i dette indlæg berøre igen.

I årets sidste nyhedsbrev fra Kort&Godt lyder det, og jeg citerer:

Kort&Godt skal i Go Morgen Danmark den 2. januar…

Ja de er glade, og det har de også grund til at være, de har nemlig fat i en rigtig god idé. Men gode ideer har det med at sprede sig, og nu følger tv Zulu op og vil også være med. På deres hjemmeside http://zulu.tv2.dk/ bliver man inviteret til at lave en lille film i forbindelse med deres Zulu film Awards helvede. Man kan sige meget, men det der med filmen, det er en go idé. Og gode ideer har det som sagt med at sprede sig.

Jeg sagde ikke ”hvad sagde jeg”, men jeg siger at vi kommer til at se meget mere til brugerstyret innovationer. Og så siger jeg ellers ikke mere.

De gør det snart alle sammen


Det første tiltag kom fra Tuborgs Frederik LaCure. Han inviterede til at lave en reklamefilm. Og der var i den forbindelse gode råd at hente i LaCures reklameskole. Det hele var pakket ind som en joke, og oven i købet en sjov en af slagsen. Men det var i virkeligheden meget mere end bare en joke. Man ville vide hvad du og jeg vil se, når vi ser reklamer.
Det var en genial reklamekampagne som jeg allerede har rost andet sted på denne blog, så ikke mere spalteplads til den i denne omgang.
Nu er det så Kort og Godt http://www.kortoggodt.info/ der er ude i et ærinde der også lugter smart. Kort og Godt inviterer, hvad de kalder fantaster, til at lave en reklamekampagne for en given virksomhed. Og man må oven i købet godt være skæv i hatten, skriver de.
Endelig er der nogen der spøger os hvordan vi synes en go reklamekampagne ser ud. Og når nu de spøger så pænt skal de næsten ha et svar.
Hvad nu hvis de havde spurgt: Hvordan skal EDC mæglernes næste reklamekampagne se ud? Skal Eddie C dø? Ja de kan jeg love dig han skal. Eller hvad med: Skal Jysk droppe den lille latterlige melodi der alligevel ikke er en kæft der kan bruge til noget? Ja det kan jeg også love dig at de skal. Men hvad så med Niels Olesen der igen, igen giver den som Mister Kohberg, skal han nakkeskydes for åben skærm? Ja det skal han sjovt nok, men indslaget skal først sendes når de mindste er lagt i seng. Det bliver grimt, det bliver blodigt og det bliver bestemt uegnet for mindre børn. Det bliver så godt, Kort og Godt.
Skipperen og jeg er naturligvis på pletten. Vi giver vores bud på hvordan morgendagens reklame skal se ud, og det glæder vi os til. Én ting er når Gallup endelig ringer og spøger hvad man synes om TV- programmet i går, og man bliver i stand til at bilde sig selv ind, at der endelig er nogen der hører ens uendelige syndflod af brok, men noget helt andet og meget bedre er det, når Kort og Godt siger at vi skal stoppe med at brokke os og bare komme i gang med at gøre det bedre end de andre. Såååådan skal det være - og sådan bliver det.
Vi glæder os, og vi ville ønske I gjorde det samme. Og vi er glade for at Kort og Godt tager den tendens op der hedder, at inddragelse af kunder er vejen frem. Fra Custormer-made til LaCour, tiden, tendensen og trenden råber i kor, at vi skal inddrage kunderne. Jo mere des to bedre.

Så blev det godt at være dårlig

Der er forskel på morsomt og dårligt. Og forskellen er så stor, at det dårlige aldrig bliver rigtigt morsomt, det bliver i bedste fald pinligt. Det burde være indlysende for de fleste. Et eksempel: Det lyder dårligt når en totalt utrænet og lettere tonedøv sanger synger en sang. Det lyder dårligt og ikke morsomt – eller gør det?
Hvis man ser programmet ’Grib mikrofonen’ der bliver sendt lørdag aften på TV2, så er det dårlige sjovt. Her kan man nemlig høre den en masse mennesker, der ikke kan synge, gøre det på livet løs. De ser ud til at nyde det, og det skulle efter signe være så sundt for både krop og legeme. Fred være med det og dem. Men tilrettelæggeren af programmet vil være helt sikker på at alle ude i stuerne fik disharmoni nok, og derfor har man valgt at lade studieværten Casper Christensen slutte programmet af, med at synge sin helt egen sang. Han synger om muligt endnu mere forfærdeligt end man overhovedet har fantasi til at forestille sig. Men han ser glad ud mens han gør det, og publikum ser glade ud, og så burde alle vel være glade. Men ikke mig. Manden er, med al sandsynlighed landets højst betalte komiker, og sådan en bør vel være sjov.
Jeg kan altså ikke rigtig fornøjes ved at se nogen gøre noget de gør dårligt. Og jeg kan derfor ikke rigtigt tage del i begejstringen over den endeløse række af programmer der alle sammen vil vise mennesker der gør noget, de gør dårligt.
Det er snart lige meget hvad man er dårlig til, så kan der laves et tv-program om det. Uanset om man er dårlig til at opdrage sine børn, dårligt til at få ægteskabet til at fungere, dårlig til at køre bil, dårlig til at gøre rent, dårlig til at indrette sit hjem, købe tøj, lave mad, sætte hår osv. osv. og så videre i det uendelige. Er man dårlig til et eller andet, så er man den nye varme kartoffel for tv-produktionsselskaberne. For det er godt tv at vise det dårlige.
En ting er at se nogen gøre noget de er dårlige til, noget andet er det, hvis det er en kendt der ikke er god til noget bestemt. Som når Casper Christensen er dårlig til at synge, det er der jo så mange der er, men de er ikke kendte. Og så betyder det tydeligvis ikke noget, at Casper Christensen er kendt for sine talenter som komiker og ikke som sanger. Det er ekstra interessant når en kendt gør noget han eller hun ikke gør godt. Sådan er det bare.
Jeg våger derfor pelsen og forudser at efterårets helt store tv-satsning bliver en række indslag med Casper Christensen der synger duetter med forskellige kendte danskere der heller ikke kan synge.
Men konceptet behøver ikke begrænse sig til sang, man kan jo være dårlig til så meget her i livet. Man kunne med fordel krydre sangen med at vise hvordan det går med skriverierne for Finn Nørbygaard, der for tiden arbejder på nye jokes til showet Musik & fis 2. Eller man kunne få et indblik i, hvordan det går med Alex Nyborg Madsens eller Amin Jensens slankekur. Eller om Anja Andersens frisør har gang i karrieren.
Verden er fuld af kendte mennesker der er dårlige til et eller andet, andet end det de er kendte for. Og det er godt, synes tv-produktionsselskaberne at mene. Og så er der vist ikke andet at sige til det, end der ikke er noget der er så dårligt at det ikke er godt for noget, eller nogen.

Et cafébesøg med Skipper tager en times tid, de næste fire dage kan man så bruge på at prøve at forstå hvad det egentlig blev sagt. Temaet var endnu en gang skønhed som det manifestere sig i kvinden.

Efter et mislykkedes forsøg på at sælge Skipper en teori om at der er en tæt sammenhæng mellem kvinders lyst til at spise, fortære, og i det hele taget nyde oralt, og deres libido skiftede vi fokus. Lad mig med det samme gøre det klart, at teoriens stærkeste punkt var, at den i sagens natur udelukkede spiseforstyrrede og underernærede anorektiske kvinder med riskiks og kildevand i håndtasken. Vi elsker at hade dem, men had alene gør ikke en teori plausibel – desværre. I stedet for at sidde og hade på en sommerdag der næsten var for smuk til had, brugte vi lidt tid på at hylde den sunde bondepige med det runde ansigt. Hun var idealet.

Den sønderskudte teori om sammenhængen mellem mad og libido førte os imidlertid på sporet af en ny og spændende teori, nemlig teorien om fascinationen af den skjulte skønhed – skønheden i det skjulte. Det handler om det øjeblik hvor skønheden åbenbare sig for en. Når man snakker med, eller kigger på en kvinde, og pludselig, som ud af intet rammes man af hendes skønhed. Det er et magisk øjeblik når en skjult skønhed i hendes væsen pludselig åbenbares for en. Når det usynlige bliver synligt. Måske er det i det magiske sekund man bliver forelsket. Den skønneste skønhed er den skjulte, den skønhed som man er den eneste der ser, den skønhed er naturligvis forbeholdt en alene.

Måske er det den perverse trang til ikke at ville dele skønhed med andre der har ført til luder/madonna komplekser, tildækning, slør og det der er værre.

Skønhed er et individuelt anlæggende, det leverede Skipper det bedste eksempel. Da vi efter al denne snak om skønhed ville forlade cafeen igen, kom en sommerfugl flyvende. Et øjeblik så det ud som om den havde tænkt sig at lande på Skippers evige kasket, hvilket fik ham gysende at slå ud efter den. ”sommerfugle er mindst lige så ulækker som alle andre insekter” udbrød han.

Nogen ville sikkert mene at sommerfuglen er et smukt og ædelt insekt, mens andre vil mene at størrelsen på vingerne er den eneste forskel på en lorteædende spyflue og en nektar drikkende sommerfugl.

Intet universelt lader sig udsige om skønhed. Heldigvis.

666

Da jeg var 13 år gammel udkom Iron Maidens plade The Number of the Beast. Vi synes det var verdens sejeste plade, med verdens sejeste cover. Og vi synes det var super sejt, at djævlen havde sit eget nummer. 666 er oven i købet et nummer man kunne huske, selv om man ryger alt for meget bong. Det var sejt.
Og så var det kun djævlen der havde et nummer, det havde Vor Herre ikke engang. Hvis han havde haft et nummer, havde jeg sgu nok prøvet at ringe til det fra mine forældres drejeskivetelefon bare for at høre om jeg ikke også snart kunne regne med at få hår på pikken.
Så 666 er djævlens nummer, og kun hans. I dag er det så den 6. dag i den 6. måned i det herrens år 2006. man skal ikke være særligt kvik til talmagi før man kan se det for sig. En masse tosser vil begynde at råbe op om djævlens komme på netop denne dag. Jeg læste i Politikken, at en gruppe bekymrede gravide kvinder i England havde kontaktet fødeklinikker, for at få foretaget et kejsersnit den 5/6, fordi der endelig ikke måtte ske det ulykkelige, at de nedkom den 6/6 – 06.
Personligt er det jeg frygter mest, at det i virkeligheden er et tegn på noget helt andet, og meget mere skæbnesvangert, nemlig 06 – 06 – 06. (læs nul sex nul sex nul sex) en helt dag med verdensomspændende afholdenhed. Hele planeten i cølibat. Se det ville være det virkelige djævelskab.

Reklame

Det er ikke kun i Melodi Grand Prix man mærker trætheden sætte ind, reklamebranchen har trætheden og mætheden, som grundpræmis. Reklamerer man massivt for et bestemt produkt, eller på et bestemt sted, bliver folk blinde for påvirkning. De lukker simpelthen af. Derfor må reklamebranchen hele tiden finde på nye måder at nå målgruppen på. Og de må hele tiden holde øje med hvornår de har mættet modtagergruppen. For når det sker, bliver de dyrt anlagte reklamekampagner virknings- og dermed værdiløse.

Jeg så 8 minutter af en kvindehåndboldkamp i lørdags, de 7 første minutter gik med at læse reklamer. På og omkring en håndboldbane findes der næppe en kvadratcentimeter der ikke er plasteret til med farvestrålende reklamer. Og når man som jeg ikke har set håndbold før, så ser man ikke andet end reklamerne det første stykke tid. Deres farver og slogans overvælder en totalt. Da de 7 minutter var gået, og træthed og mæthed over for reklamer, havde sat ind, kunne jeg så rette blikket mod de gumpetunge jyske kæmpekvinder, der buldrede rundt på banen. Det kedet mig efter et minut, men det er en helt anden historie.

Det er som at man kan dele reklamebranchens hovedstrategier op i to. På den ene side har vi dem der ønsker at højne kvaliteten på de reklamer der er, for af den vej at gøre dem effektive. På den anden side dem der forsøger at finde på nye måder at fange forbrugernes interesse. I denne kategori er CustomerMade nok det mest interessante.

På Tuborgs hjemmeside kan man fortiden finde opfølgeren på den stort anlagte TV-kampagne hvor den langhårede og selvglade reklamemand Frederik LaCure i skikkelse af Peter Frödin, har været den altoverskyggende hovedperson. På siden har man blandt andet mulighed for at deltage i LaCoures reklameskole, for som LaCure siger, så kan det jo være at DU er morgendagens nye reklamestjerne.

Det er, efter min bedste overbevisning, en af de bedste strategier jeg har set i lang tid. For her forsøger man at forene de to hovedstrategier og strømninger der er for tiden, nemlig at højne kvaliteten og inddrage kunderne. Og så er det hele pakket ind i en ironi og ikke mindst en selvironi, for hele grundlaget for reklamen er, at reklamen gør grin med reklamebranchen. Og naturligvis er det en smagssag om man synes det er sjovt eller ej, og det har nok haft indflydelse på min vurdering af den samlede kampagne, at jeg synes det at gøre grin med branchen i udgangspunktet er sjovt.

Sådan som jeg ser det, så har Tuborgs reklamer forsøgt at lave noget nyt, da indtager en position der hverken er det ene eller det andet, men derimod noget helt tredje og nyt. Godt gået. Hele præsentationen af LaCour og hans skole, er en skønsom blanding af dansk og engelsk, hvilket kommer fint i forlængelse af LaCours latterlige persona.

Om reklamen interagerer med kunderne i en særlig grad, eller om den udmærker sig ved at hæve kvaliteten til nye højder, kan jeg ikke komme med noget entydigt svar på, jeg tror den gør lidt af hvert, men et friskt og tiltrængt pust er det bestemt. Det er ikke en ommer.

Gran Prix

Jeg ville aldrig bruge 10 minutter af mit liv på at se Melodi Gran Prix, men jeg læser gerne om det. Og i dag havde Lotte Thorsen skrevet en udmærket artikel i Politiken, der netop omhandlede det emne. Som de fleste sikke ved, så blev årets Gran Prix vundet at nogle finske monsterrockere. Altså grand voksne mænd i kostymer og masker. Det lyder latterligt, og billedet i dagens avis bekræfter. Men folk elskede dem, og derfor vandt de. Men hvorfor nu det?

Artiklen kommer med et godt bud på netop det spørgsmål. Vi er mange der ikke kan holde de bare maver, de glinsende kavalergange og den æggende dans ud mere. Vi er ærligt talt død trætte af det. Og derfor kommer det finske monsterband til at virke forfriskende. Alene fordi de ikke vil stønne frække ord, fordi de ikke vil vise os hvor meget tøj de tør tage af, fordi de går på scenen grimme og frastødende forklædt som zombier. Alene derfor virker de som et friskt pust mellem det ene close up af libgloss glinsende læber, efter det andet.

Måske har vi endelig nået mætningspunktet for ligegyldig eksponering af liderlighed.

I går var vi til ølfestival i Valbyhallen. Og vi betyder i dennes sammenhæng Skipper og jeg. Vi skulle egentlig mest spille smarte, og så ellers sørge for, at blive set af så mange kunder som overhovedet muligt. Hey, det er sgu da jer nede fra kihoskh – bingo, vi nikker afmålt, og går videre. Bortset fra den side af sagen, var det ret forfærdeligt at være der. Valbyhallen er i udgangspunktet et hæsligt sted, og i dagens anledning fyldt til bristepunktet med hæslige mennesker der havde drukket sig halvt i hegnet på den ufede, forstadsagtige, proletarmåde, som man eller ser mest til firmafester og blandt fastliggerne på landets campingpladser. Den klub gider man bare ikke være medlem af. Og så røg de oven i hatten som svin. Og den klub gider man bare heller ikke være medlem af. De er jo totalt useriøse, de ved intet om øl. De vil bare være stive i en ruf. Efter et par timer var det ærligt talt lidt anstrengende at gå rundt og holde paraderne højt, mens vi hele tiden fandt på nye måder at distancere os i forhold til de øvrige fremmødte. Skippern og undertegnede følte sig alt for smarte til at hænge ud med det segment. Vi skred igen.

Selv om billedet er fra efteråret sidste år, så yder det Skipper fuld retfærdighed. Jeg har valgt at kalde det ulvesmil, glimt i øjet og hat, på en baggrund af øl.

Så fik vi endelig vores Nihola. Og vi var klar til den første tur ud i foråret. Maria havde store problemer med at styre den, det viste sig dog at hun generelt har nogle problemer med at styre cykler, så der kan på den baggrund ikke udledes det store om Niholaens styremekanisme eller brugervenligheden i det hele taget. Når man spenderer 16.000kr på at kunne kører sin søn rundt på den bedste måde, så forventer man altså at ungen sidder og skriger af grin under i hvert fald de første 4 -5 turer. Herefter ville en mere afdæmpet smilen kunne gøre det. Hans reaktion udeblev imidlertid totalt, og derfor kommer der ikke et billede af hans sure fjæs på bloggen i denne omgang. I stedet blev det til et billede af hans mor, taget på selv samme tur. Og hun synes det var sjovt at køre rundt på dette sindssygt dyre transportmiddel, også selv om der var visse problemer med at styre den.

Nærmest tilfældigt havde jeg på en gåtur med barnevognen bevæget mig ind i mit barndomskvarter. Her hvor jeg legede, dengang alt var meget større end det er i dag. Jeg kunne ikke dy mig for at gå forbi min gamle børnehave for at se om den stadig lå hvor den plejede. Det gjorde den, og ekshibitionisten tog lige, og for en sikkerheds skyld, det billede der kan se i denne blog.

Minderne væltede ned over mig den dag. Pludselig kunne jeg huske pædagogerne på blå stue dengang for 30 år siden da det var mit domæne. Jeg husker den guitarspillende og langhårede Johnny, som jeg ville ønske var min far. Jeg husker de karseklippede kvindelige pædagoger der i ført deres Kansas arbejdstøj formanede mig om, at man ikke måtte lige krig.

Men det var som om der var gået hul på min hukommelsesballon, og nu blæste minderne mig lige i fjæset. Min første cykel, min første skoledag, mit første kys, min første kæreste hvis storesøster smittede mig med klamydia. Det hele stod lysende klart.

Den oplevelse gav helt ny mening til det der på nudansk hedder a walk down memory lane.

Det er 17.maj, Norges nationaldag, og det er noget de nordmænd går op i. Denne ene dag om året fare de rundt i byens gader, iført deres folkedragter der ligner noget far en fjern, fjern fortid. Jeg kørte imidlertid gennem byens solskin og tænkte på at Frank Zappas sønner er i København i dag, for at spille nogle af farmands hits, jeg tænkte på at der i dag er blevet afviklet en kæmpe demonstration. Noget med at man er utilfreds med regeringens nedskæringer. Jeg tænkte på at politik bare er så fandens usexet. Skulle jeg være kørt forbi demonstrationen i dag, skulle det udelukkende være for at høre hovedtalen, der blev skrevet af en gammel veninde. Men på den anden side, jeg er dårlig til demonstrationer, sidst jeg blev trukket med til en, det er ved at være et par år siden nu, brugte jeg al tiden på at distancerer mig, i forhold til de andre fremmødte, altså når jeg ikke lige hovedrystende analyserede de håbløse taler der bragede ud over rådhuspladsen.

Det var det jeg kørte gennem Københavns gader og tænker på, da jeg tilfældigt møder en bekendt der netop i dagens anledning er klædt ud i nissedragt og træsko. Det er virkeligheden der rammer mig lige i ansigtet, denne gang i skikkelse af en bekendt med norske aner, der med øl- og myseostånde glædestrålende forklare mig, at det er Norges nationaldag. Jeg får fremstammet et kikset ”tillykke med det” og skynder mig videre.

17. maj, så er sommeren på vej.