Friday, August 04, 2006

Så blev det godt at være dårlig

Der er forskel på morsomt og dårligt. Og forskellen er så stor, at det dårlige aldrig bliver rigtigt morsomt, det bliver i bedste fald pinligt. Det burde være indlysende for de fleste. Et eksempel: Det lyder dårligt når en totalt utrænet og lettere tonedøv sanger synger en sang. Det lyder dårligt og ikke morsomt – eller gør det?
Hvis man ser programmet ’Grib mikrofonen’ der bliver sendt lørdag aften på TV2, så er det dårlige sjovt. Her kan man nemlig høre den en masse mennesker, der ikke kan synge, gøre det på livet løs. De ser ud til at nyde det, og det skulle efter signe være så sundt for både krop og legeme. Fred være med det og dem. Men tilrettelæggeren af programmet vil være helt sikker på at alle ude i stuerne fik disharmoni nok, og derfor har man valgt at lade studieværten Casper Christensen slutte programmet af, med at synge sin helt egen sang. Han synger om muligt endnu mere forfærdeligt end man overhovedet har fantasi til at forestille sig. Men han ser glad ud mens han gør det, og publikum ser glade ud, og så burde alle vel være glade. Men ikke mig. Manden er, med al sandsynlighed landets højst betalte komiker, og sådan en bør vel være sjov.
Jeg kan altså ikke rigtig fornøjes ved at se nogen gøre noget de gør dårligt. Og jeg kan derfor ikke rigtigt tage del i begejstringen over den endeløse række af programmer der alle sammen vil vise mennesker der gør noget, de gør dårligt.
Det er snart lige meget hvad man er dårlig til, så kan der laves et tv-program om det. Uanset om man er dårlig til at opdrage sine børn, dårligt til at få ægteskabet til at fungere, dårlig til at køre bil, dårlig til at gøre rent, dårlig til at indrette sit hjem, købe tøj, lave mad, sætte hår osv. osv. og så videre i det uendelige. Er man dårlig til et eller andet, så er man den nye varme kartoffel for tv-produktionsselskaberne. For det er godt tv at vise det dårlige.
En ting er at se nogen gøre noget de er dårlige til, noget andet er det, hvis det er en kendt der ikke er god til noget bestemt. Som når Casper Christensen er dårlig til at synge, det er der jo så mange der er, men de er ikke kendte. Og så betyder det tydeligvis ikke noget, at Casper Christensen er kendt for sine talenter som komiker og ikke som sanger. Det er ekstra interessant når en kendt gør noget han eller hun ikke gør godt. Sådan er det bare.
Jeg våger derfor pelsen og forudser at efterårets helt store tv-satsning bliver en række indslag med Casper Christensen der synger duetter med forskellige kendte danskere der heller ikke kan synge.
Men konceptet behøver ikke begrænse sig til sang, man kan jo være dårlig til så meget her i livet. Man kunne med fordel krydre sangen med at vise hvordan det går med skriverierne for Finn Nørbygaard, der for tiden arbejder på nye jokes til showet Musik & fis 2. Eller man kunne få et indblik i, hvordan det går med Alex Nyborg Madsens eller Amin Jensens slankekur. Eller om Anja Andersens frisør har gang i karrieren.
Verden er fuld af kendte mennesker der er dårlige til et eller andet, andet end det de er kendte for. Og det er godt, synes tv-produktionsselskaberne at mene. Og så er der vist ikke andet at sige til det, end der ikke er noget der er så dårligt at det ikke er godt for noget, eller nogen.

The translator.

Do you want to read my blog, but do not understand danish - this is your rescue ;)