Fra druktursbeskrivelser til Ritzaus

Til Jeppe - tillykke med det. Jeppe er en glad dreng, han læser på RUC, han tager i byen i weekenden, han hænger ud med sine venner, og man kan sige at han på mange måder ligner alle andre vi kender, der i øvrigt ligner hinanden og os selv til forveksling. Jeppe blogger om sine oplevelser, og det er der vist heller ikke noget nyt i mere. Men, for tro mig der er et men, Jeppe besluttede sig for at tage til den første gudstjeneste som blev holdt i Faderhuset efter Ungdomshusets rydning. Og det gjorde hele forskellen for Jeppe, ikke mindst for trafikken på hans blog, men faktisk, og det er det interessante, også for en masse andre mennesker. Jeppe kom til at spille en central rolle i formidlingen af nyhederne om rydningen af ungdomshuset og det efterspil dette måtte afføde. Jeg kom på sporet af at Jeppe havde skudt papegøjen i tirsdags Jeg redigerer blogs på dagbladet Information, i blogosfæren var der påfaldende mange der linkede til Jeppes blogindlæg om Ruths tale. Onsdag tikker der en direkte opfordring til at læse Jeppes blog ind på Informations debatsider, afsenderen var min gode ven James Braun.
Torsdag får jeg samme link fra en anden go ven Morten Umpff,
og samme dag kommer kæresten hjem og fortæller, at hendes veninde har læst Ruths sidste tale på nettet. Alle er åbenbart på Jeppes blog i disse dage. Senere torsdag ser jeg at Ritzau har den, og så har alle den.
Det der er interessant for mig er den nye måde nyheder spreder sig på. Jeppe, der ellers mest skrev om sine drukture med vennen Den hvide Neger, havde pludselig en historie som alle ville læse. Han havde været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og han gjorde det eneste rigtige, han bloggede det. Og på den måde delte han den uhyggelige historie, om uhyggelige Ruth fra det uhyggelige Faderhus, med resten af os. Kære Jeppe, mange tak fordi du delte denne
historie med os..

Otto er død

Så skete det, gode gamle Otto Brandenburg døde. Og så er det som bekendt op til os andre at finde ud af hvad vi skal huske ham for. Hvordan skal Otto beskrives i historiebøgerne synes at være det store spørgsmål lige nu.
Det er derfor det er så uendeligt trist at det uendelige triste Aftenshowet på DR så skal hive Jørgen De Mylius i studiet for at give en indgående beskrivelse af hvem Otto B. i virkeligheden var. Det skal nemlig ikke være Jørgen De Mylius’ beskrivelse af Otto B. der skal være den autoriserede. Endelig ikke.
Jørgen de Mylius er den pæne klasses allerpæneste dreng, og det er ikke ham der skal beskrive baggårdspumaen. Han skal beskrives af en der har mandsmod og nosse nok til at fortælle historierne om Ottos utallige drukture, hans udsvævende liv og alle damerne.
Med Otto Brandenburg har vi muligheden for at få vores helt egne danske version af en Serge Gainsbourg.
Fordrukken og storrygende damecharmør. En stodderkarl. Det har vi meget mere brug her i andedammen, end vi har for endnu et forlorent glansbillede. Jeg stemmer for at Otto B. får rollen som ham der inkarnerer stodderen, ham der med Jokerens ord, fik slag lige som Tom Jones og Julio Iglesias.

Det er ikke fordi jeg vil se en eller andet ligegyldigt afsløring af Ottos barregninger, lange lister og oversigter over kønssygdomme Otto har raget til sig gennem tiderne. Slet ikke. Jeg mener bare vi har brug for et moralsk anløbent, og ikke helt rent i kanten idol. En man ser op til på trods af at travet ikke altid var helt rent.
Den rolle ville Otto Brandenburg kunne spille fint, og for al evighed ville han bo i vores kollektive bevidsthed og minde os alle sammen om, at der altid vil være lidt slør. Det har vi brug for. Måske mere end nogen sinde før.