Så fik vi endelig vores Nihola. Og vi var klar til den første tur ud i foråret. Maria havde store problemer med at styre den, det viste sig dog at hun generelt har nogle problemer med at styre cykler, så der kan på den baggrund ikke udledes det store om Niholaens styremekanisme eller brugervenligheden i det hele taget. Når man spenderer 16.000kr på at kunne kører sin søn rundt på den bedste måde, så forventer man altså at ungen sidder og skriger af grin under i hvert fald de første 4 -5 turer. Herefter ville en mere afdæmpet smilen kunne gøre det. Hans reaktion udeblev imidlertid totalt, og derfor kommer der ikke et billede af hans sure fjæs på bloggen i denne omgang. I stedet blev det til et billede af hans mor, taget på selv samme tur. Og hun synes det var sjovt at køre rundt på dette sindssygt dyre transportmiddel, også selv om der var visse problemer med at styre den.

Nærmest tilfældigt havde jeg på en gåtur med barnevognen bevæget mig ind i mit barndomskvarter. Her hvor jeg legede, dengang alt var meget større end det er i dag. Jeg kunne ikke dy mig for at gå forbi min gamle børnehave for at se om den stadig lå hvor den plejede. Det gjorde den, og ekshibitionisten tog lige, og for en sikkerheds skyld, det billede der kan se i denne blog.

Minderne væltede ned over mig den dag. Pludselig kunne jeg huske pædagogerne på blå stue dengang for 30 år siden da det var mit domæne. Jeg husker den guitarspillende og langhårede Johnny, som jeg ville ønske var min far. Jeg husker de karseklippede kvindelige pædagoger der i ført deres Kansas arbejdstøj formanede mig om, at man ikke måtte lige krig.

Men det var som om der var gået hul på min hukommelsesballon, og nu blæste minderne mig lige i fjæset. Min første cykel, min første skoledag, mit første kys, min første kæreste hvis storesøster smittede mig med klamydia. Det hele stod lysende klart.

Den oplevelse gav helt ny mening til det der på nudansk hedder a walk down memory lane.

Det er 17.maj, Norges nationaldag, og det er noget de nordmænd går op i. Denne ene dag om året fare de rundt i byens gader, iført deres folkedragter der ligner noget far en fjern, fjern fortid. Jeg kørte imidlertid gennem byens solskin og tænkte på at Frank Zappas sønner er i København i dag, for at spille nogle af farmands hits, jeg tænkte på at der i dag er blevet afviklet en kæmpe demonstration. Noget med at man er utilfreds med regeringens nedskæringer. Jeg tænkte på at politik bare er så fandens usexet. Skulle jeg være kørt forbi demonstrationen i dag, skulle det udelukkende være for at høre hovedtalen, der blev skrevet af en gammel veninde. Men på den anden side, jeg er dårlig til demonstrationer, sidst jeg blev trukket med til en, det er ved at være et par år siden nu, brugte jeg al tiden på at distancerer mig, i forhold til de andre fremmødte, altså når jeg ikke lige hovedrystende analyserede de håbløse taler der bragede ud over rådhuspladsen.

Det var det jeg kørte gennem Københavns gader og tænker på, da jeg tilfældigt møder en bekendt der netop i dagens anledning er klædt ud i nissedragt og træsko. Det er virkeligheden der rammer mig lige i ansigtet, denne gang i skikkelse af en bekendt med norske aner, der med øl- og myseostånde glædestrålende forklare mig, at det er Norges nationaldag. Jeg får fremstammet et kikset ”tillykke med det” og skynder mig videre.

17. maj, så er sommeren på vej.