Årets sidste indlæg på denne blog bliver ikke et tilbageblik på året der gik, det bliver derimod et kig fremad. Et kig, om end det ikke er ind i fremtiden, så er det i hvert fald i retning af den altid interessante fremtid.

Fremtidsforskning – man behøver ikke at have beskæftiget sig indgående med videnskabsteori for at se det umulige i fremtidsforskning. Man kan i sagens natur ikke forske i noget der ikke er. Og fremtiden er som bekendt ikke. Fremtiden er en forventning om en tid der kommer. Og fremtidsforskning beskæftiger sig så med hvad denne fremtid vil bringe af strømninger, tendenser og retninger. Det er alt sammen godt nok, men det er ikke forskning. Det er bud, og jeg betvivler ikke at det er kvalificerede bud, men det er og bliver bud.

Og jeg er ikke sarkastisk når jeg kalder disse bud for kvalificerede, jeg er faktisk af den opfattelse, at der er nogen der er bedre til at komme med bud end andre. Der er mennesker der kan fornemme hvad der bliver den næste store ting. Der går mennesker rundt i blandt os, der med ret stor nøjagtighed kan sige om bukserne til næste år skal have svaj eller ej. Om de skal være blå eller brune. Om de skal ha striber eller streger.

Trendsættere – altså dem der sætter sig på trenden. Dem der ved alt om buksernes facon før alle os andre. Det er dem man skal holde øje med hvis man vil være på forkant med udviklingen. De ved alt om hvordan det bliver i fremtiden. Og det er netop derfor alle holder øje med dem. Alle vil ha et indblik i morgendagen, fremtiden og det der venter os.

Mens jeg har stirret intenst på i morgen - glemte jeg i dag.

Godt nytår.

København, København du’ drømmenes by, der’ ild i lortet fra Valby til Bellevue.

Gode gamle DGP, med gode gamle Joker i hovedrollen hylder hovedstaden i vestkyststil. Det var dengang, i de gode gamle dage. DGP gik kolde, og vestkysten er væk, men gode gamle København er her endnu.

På www.mitkbh.dk kan man få lov til at sige sin mening om gode gamle København, og på den måde være med til at præge hovedstaden. Eller hvis man er af den mindre naive støbning, så kan man få lov til at lukke en masse galde ud. For det er sgu tvivlsomt om det gør nogen forskel hvad du og jeg mener om Fisketorvet, men det føles nu godt at få lov til at svine stedet til.

Og så er det en rigtig frisk tone der er på siden, og den mail der bliver sendt når man har oprettet sig som bruger, er rigtig storby- og Købwenhavnersmart på den rigtige måde. Så klik dig ind på siden, svin din lokale pizzamand til for at insistere på at putte bearnaise og ananas på nummer 54 i bedste Ankarastil. Eller du kan hylde hans fætter der driver den lille grønthandler på den anden side af gaden. Der er frit slag, lige noget for dig der går og har en kvalificeret mening om det meste.

Halooooo


Helt alene i kiosken, Vesterbro er som støvsuget for mennesker. Alle jyderne er taget hjem. De er kun mig og indvandrerne tilbage. Sammen udgør vi det tynde øl, bundfaldet og dem der ikke nåede væk i tide.
Egentlig er jeg ikke sur på jyden, jeg ville selv tage hjem til fødegården hvis jeg havde sådan en. Skal sandheden frem, så er jeg angst og utryg ved denne mennesketomhed. Det er angstprovokerende at være et sted der er så tydeligt forladt af masserne. Det er ikke fraværet af mennesker, men forladtheden der skræmmer. De to ting er der stor forskel på.
Bjerringbro er mennesketom på en landsbyagtig måde, det er kedeligt men ikke uhyggeligt. Vesterbro er uhyggelig når den er mennesketom. Man kan, modsat Bjerringbro, se at stedet er indrettet til mange mennesker. Den tomme boulevard og den endeløse række af mørke lejligheder. Det er juleuhyggeligt. Så selv om jeg aldrig troede jeg skulle sige det, så gør jeg det alligevel: kom hjem alle jer jyder og bonderøve der udgør 80% af befolkningen her på Vesterbro – kom hjem, her er uendeligt ulideligt tomt og mørkt uden jer.

Denne video er taget et par dage efter Huberts 1års fødselsdag. Det eneste der virkede for ham var den grimme og larmende blå dukke som spillede sin lille melodi om og om igen.

Se videoen her:

http://www.dailymotion.com/video/xuypr_hubert-danser

Det er uhyggeligt som man kan mærke at alderen indhenter en, og uanset hvor hurtigt man løber, så er altid lige i hælene. Og man gør hvad man kan for at holde sig selv og den ud.

Hvor tit har man ikke stået og krummet tær over en eller anden klovn der ikke ville vedkende sig sin alder. Det ser bare dumt ud, og det uanset om der er tale om en gammel mand med farvet hår i en åben sportsvogn, eller en kone ned rottehaler og plastikbryster der flasher streng på Søpavillonen, det ser bare så trist ud. Og det ved alle der har set det.

Og så sker det for mig, at jeg ser et billede der blev taget i sommer. Jeg står og laver geden, omgivet af hampeplanter, iført en T-shirt jeg har fået af Casper Eistrup, med lille Hubert på armen. Rock og rul, eller familiefar. Halvt tomt eller halvt fyld. Jeg lader lige billedet stå et øjeblik…

Jeg ved det godt – man skal aldrig sige ”hvad sagde jeg”. Der er nemlig ingen der gider høre på den slags. Og slet ikke hvis det kommer fra en stodder som mig, det i sommer erklærede at inden jul var Myspace.com en død fisk i iskoldt vand. Sorry – det var dumt sagt, jeg var fuld og det var sprutten det talte.

Når det er sagt, så har jeg tidligere hyldet ideen om at få forbrugerne til at lave reklamefilm for en her på bloggen, og det emne vil jeg i dette indlæg berøre igen.

I årets sidste nyhedsbrev fra Kort&Godt lyder det, og jeg citerer:

Kort&Godt skal i Go Morgen Danmark den 2. januar…

Ja de er glade, og det har de også grund til at være, de har nemlig fat i en rigtig god idé. Men gode ideer har det med at sprede sig, og nu følger tv Zulu op og vil også være med. På deres hjemmeside http://zulu.tv2.dk/ bliver man inviteret til at lave en lille film i forbindelse med deres Zulu film Awards helvede. Man kan sige meget, men det der med filmen, det er en go idé. Og gode ideer har det som sagt med at sprede sig.

Jeg sagde ikke ”hvad sagde jeg”, men jeg siger at vi kommer til at se meget mere til brugerstyret innovationer. Og så siger jeg ellers ikke mere.

De gør det snart alle sammen


Det første tiltag kom fra Tuborgs Frederik LaCure. Han inviterede til at lave en reklamefilm. Og der var i den forbindelse gode råd at hente i LaCures reklameskole. Det hele var pakket ind som en joke, og oven i købet en sjov en af slagsen. Men det var i virkeligheden meget mere end bare en joke. Man ville vide hvad du og jeg vil se, når vi ser reklamer.
Det var en genial reklamekampagne som jeg allerede har rost andet sted på denne blog, så ikke mere spalteplads til den i denne omgang.
Nu er det så Kort og Godt http://www.kortoggodt.info/ der er ude i et ærinde der også lugter smart. Kort og Godt inviterer, hvad de kalder fantaster, til at lave en reklamekampagne for en given virksomhed. Og man må oven i købet godt være skæv i hatten, skriver de.
Endelig er der nogen der spøger os hvordan vi synes en go reklamekampagne ser ud. Og når nu de spøger så pænt skal de næsten ha et svar.
Hvad nu hvis de havde spurgt: Hvordan skal EDC mæglernes næste reklamekampagne se ud? Skal Eddie C dø? Ja de kan jeg love dig han skal. Eller hvad med: Skal Jysk droppe den lille latterlige melodi der alligevel ikke er en kæft der kan bruge til noget? Ja det kan jeg også love dig at de skal. Men hvad så med Niels Olesen der igen, igen giver den som Mister Kohberg, skal han nakkeskydes for åben skærm? Ja det skal han sjovt nok, men indslaget skal først sendes når de mindste er lagt i seng. Det bliver grimt, det bliver blodigt og det bliver bestemt uegnet for mindre børn. Det bliver så godt, Kort og Godt.
Skipperen og jeg er naturligvis på pletten. Vi giver vores bud på hvordan morgendagens reklame skal se ud, og det glæder vi os til. Én ting er når Gallup endelig ringer og spøger hvad man synes om TV- programmet i går, og man bliver i stand til at bilde sig selv ind, at der endelig er nogen der hører ens uendelige syndflod af brok, men noget helt andet og meget bedre er det, når Kort og Godt siger at vi skal stoppe med at brokke os og bare komme i gang med at gøre det bedre end de andre. Såååådan skal det være - og sådan bliver det.
Vi glæder os, og vi ville ønske I gjorde det samme. Og vi er glade for at Kort og Godt tager den tendens op der hedder, at inddragelse af kunder er vejen frem. Fra Custormer-made til LaCour, tiden, tendensen og trenden råber i kor, at vi skal inddrage kunderne. Jo mere des to bedre.

Så blev det godt at være dårlig

Der er forskel på morsomt og dårligt. Og forskellen er så stor, at det dårlige aldrig bliver rigtigt morsomt, det bliver i bedste fald pinligt. Det burde være indlysende for de fleste. Et eksempel: Det lyder dårligt når en totalt utrænet og lettere tonedøv sanger synger en sang. Det lyder dårligt og ikke morsomt – eller gør det?
Hvis man ser programmet ’Grib mikrofonen’ der bliver sendt lørdag aften på TV2, så er det dårlige sjovt. Her kan man nemlig høre den en masse mennesker, der ikke kan synge, gøre det på livet løs. De ser ud til at nyde det, og det skulle efter signe være så sundt for både krop og legeme. Fred være med det og dem. Men tilrettelæggeren af programmet vil være helt sikker på at alle ude i stuerne fik disharmoni nok, og derfor har man valgt at lade studieværten Casper Christensen slutte programmet af, med at synge sin helt egen sang. Han synger om muligt endnu mere forfærdeligt end man overhovedet har fantasi til at forestille sig. Men han ser glad ud mens han gør det, og publikum ser glade ud, og så burde alle vel være glade. Men ikke mig. Manden er, med al sandsynlighed landets højst betalte komiker, og sådan en bør vel være sjov.
Jeg kan altså ikke rigtig fornøjes ved at se nogen gøre noget de gør dårligt. Og jeg kan derfor ikke rigtigt tage del i begejstringen over den endeløse række af programmer der alle sammen vil vise mennesker der gør noget, de gør dårligt.
Det er snart lige meget hvad man er dårlig til, så kan der laves et tv-program om det. Uanset om man er dårlig til at opdrage sine børn, dårligt til at få ægteskabet til at fungere, dårlig til at køre bil, dårlig til at gøre rent, dårlig til at indrette sit hjem, købe tøj, lave mad, sætte hår osv. osv. og så videre i det uendelige. Er man dårlig til et eller andet, så er man den nye varme kartoffel for tv-produktionsselskaberne. For det er godt tv at vise det dårlige.
En ting er at se nogen gøre noget de er dårlige til, noget andet er det, hvis det er en kendt der ikke er god til noget bestemt. Som når Casper Christensen er dårlig til at synge, det er der jo så mange der er, men de er ikke kendte. Og så betyder det tydeligvis ikke noget, at Casper Christensen er kendt for sine talenter som komiker og ikke som sanger. Det er ekstra interessant når en kendt gør noget han eller hun ikke gør godt. Sådan er det bare.
Jeg våger derfor pelsen og forudser at efterårets helt store tv-satsning bliver en række indslag med Casper Christensen der synger duetter med forskellige kendte danskere der heller ikke kan synge.
Men konceptet behøver ikke begrænse sig til sang, man kan jo være dårlig til så meget her i livet. Man kunne med fordel krydre sangen med at vise hvordan det går med skriverierne for Finn Nørbygaard, der for tiden arbejder på nye jokes til showet Musik & fis 2. Eller man kunne få et indblik i, hvordan det går med Alex Nyborg Madsens eller Amin Jensens slankekur. Eller om Anja Andersens frisør har gang i karrieren.
Verden er fuld af kendte mennesker der er dårlige til et eller andet, andet end det de er kendte for. Og det er godt, synes tv-produktionsselskaberne at mene. Og så er der vist ikke andet at sige til det, end der ikke er noget der er så dårligt at det ikke er godt for noget, eller nogen.

Et cafébesøg med Skipper tager en times tid, de næste fire dage kan man så bruge på at prøve at forstå hvad det egentlig blev sagt. Temaet var endnu en gang skønhed som det manifestere sig i kvinden.

Efter et mislykkedes forsøg på at sælge Skipper en teori om at der er en tæt sammenhæng mellem kvinders lyst til at spise, fortære, og i det hele taget nyde oralt, og deres libido skiftede vi fokus. Lad mig med det samme gøre det klart, at teoriens stærkeste punkt var, at den i sagens natur udelukkede spiseforstyrrede og underernærede anorektiske kvinder med riskiks og kildevand i håndtasken. Vi elsker at hade dem, men had alene gør ikke en teori plausibel – desværre. I stedet for at sidde og hade på en sommerdag der næsten var for smuk til had, brugte vi lidt tid på at hylde den sunde bondepige med det runde ansigt. Hun var idealet.

Den sønderskudte teori om sammenhængen mellem mad og libido førte os imidlertid på sporet af en ny og spændende teori, nemlig teorien om fascinationen af den skjulte skønhed – skønheden i det skjulte. Det handler om det øjeblik hvor skønheden åbenbare sig for en. Når man snakker med, eller kigger på en kvinde, og pludselig, som ud af intet rammes man af hendes skønhed. Det er et magisk øjeblik når en skjult skønhed i hendes væsen pludselig åbenbares for en. Når det usynlige bliver synligt. Måske er det i det magiske sekund man bliver forelsket. Den skønneste skønhed er den skjulte, den skønhed som man er den eneste der ser, den skønhed er naturligvis forbeholdt en alene.

Måske er det den perverse trang til ikke at ville dele skønhed med andre der har ført til luder/madonna komplekser, tildækning, slør og det der er værre.

Skønhed er et individuelt anlæggende, det leverede Skipper det bedste eksempel. Da vi efter al denne snak om skønhed ville forlade cafeen igen, kom en sommerfugl flyvende. Et øjeblik så det ud som om den havde tænkt sig at lande på Skippers evige kasket, hvilket fik ham gysende at slå ud efter den. ”sommerfugle er mindst lige så ulækker som alle andre insekter” udbrød han.

Nogen ville sikkert mene at sommerfuglen er et smukt og ædelt insekt, mens andre vil mene at størrelsen på vingerne er den eneste forskel på en lorteædende spyflue og en nektar drikkende sommerfugl.

Intet universelt lader sig udsige om skønhed. Heldigvis.

666

Da jeg var 13 år gammel udkom Iron Maidens plade The Number of the Beast. Vi synes det var verdens sejeste plade, med verdens sejeste cover. Og vi synes det var super sejt, at djævlen havde sit eget nummer. 666 er oven i købet et nummer man kunne huske, selv om man ryger alt for meget bong. Det var sejt.
Og så var det kun djævlen der havde et nummer, det havde Vor Herre ikke engang. Hvis han havde haft et nummer, havde jeg sgu nok prøvet at ringe til det fra mine forældres drejeskivetelefon bare for at høre om jeg ikke også snart kunne regne med at få hår på pikken.
Så 666 er djævlens nummer, og kun hans. I dag er det så den 6. dag i den 6. måned i det herrens år 2006. man skal ikke være særligt kvik til talmagi før man kan se det for sig. En masse tosser vil begynde at råbe op om djævlens komme på netop denne dag. Jeg læste i Politikken, at en gruppe bekymrede gravide kvinder i England havde kontaktet fødeklinikker, for at få foretaget et kejsersnit den 5/6, fordi der endelig ikke måtte ske det ulykkelige, at de nedkom den 6/6 – 06.
Personligt er det jeg frygter mest, at det i virkeligheden er et tegn på noget helt andet, og meget mere skæbnesvangert, nemlig 06 – 06 – 06. (læs nul sex nul sex nul sex) en helt dag med verdensomspændende afholdenhed. Hele planeten i cølibat. Se det ville være det virkelige djævelskab.

Reklame

Det er ikke kun i Melodi Grand Prix man mærker trætheden sætte ind, reklamebranchen har trætheden og mætheden, som grundpræmis. Reklamerer man massivt for et bestemt produkt, eller på et bestemt sted, bliver folk blinde for påvirkning. De lukker simpelthen af. Derfor må reklamebranchen hele tiden finde på nye måder at nå målgruppen på. Og de må hele tiden holde øje med hvornår de har mættet modtagergruppen. For når det sker, bliver de dyrt anlagte reklamekampagner virknings- og dermed værdiløse.

Jeg så 8 minutter af en kvindehåndboldkamp i lørdags, de 7 første minutter gik med at læse reklamer. På og omkring en håndboldbane findes der næppe en kvadratcentimeter der ikke er plasteret til med farvestrålende reklamer. Og når man som jeg ikke har set håndbold før, så ser man ikke andet end reklamerne det første stykke tid. Deres farver og slogans overvælder en totalt. Da de 7 minutter var gået, og træthed og mæthed over for reklamer, havde sat ind, kunne jeg så rette blikket mod de gumpetunge jyske kæmpekvinder, der buldrede rundt på banen. Det kedet mig efter et minut, men det er en helt anden historie.

Det er som at man kan dele reklamebranchens hovedstrategier op i to. På den ene side har vi dem der ønsker at højne kvaliteten på de reklamer der er, for af den vej at gøre dem effektive. På den anden side dem der forsøger at finde på nye måder at fange forbrugernes interesse. I denne kategori er CustomerMade nok det mest interessante.

På Tuborgs hjemmeside kan man fortiden finde opfølgeren på den stort anlagte TV-kampagne hvor den langhårede og selvglade reklamemand Frederik LaCure i skikkelse af Peter Frödin, har været den altoverskyggende hovedperson. På siden har man blandt andet mulighed for at deltage i LaCoures reklameskole, for som LaCure siger, så kan det jo være at DU er morgendagens nye reklamestjerne.

Det er, efter min bedste overbevisning, en af de bedste strategier jeg har set i lang tid. For her forsøger man at forene de to hovedstrategier og strømninger der er for tiden, nemlig at højne kvaliteten og inddrage kunderne. Og så er det hele pakket ind i en ironi og ikke mindst en selvironi, for hele grundlaget for reklamen er, at reklamen gør grin med reklamebranchen. Og naturligvis er det en smagssag om man synes det er sjovt eller ej, og det har nok haft indflydelse på min vurdering af den samlede kampagne, at jeg synes det at gøre grin med branchen i udgangspunktet er sjovt.

Sådan som jeg ser det, så har Tuborgs reklamer forsøgt at lave noget nyt, da indtager en position der hverken er det ene eller det andet, men derimod noget helt tredje og nyt. Godt gået. Hele præsentationen af LaCour og hans skole, er en skønsom blanding af dansk og engelsk, hvilket kommer fint i forlængelse af LaCours latterlige persona.

Om reklamen interagerer med kunderne i en særlig grad, eller om den udmærker sig ved at hæve kvaliteten til nye højder, kan jeg ikke komme med noget entydigt svar på, jeg tror den gør lidt af hvert, men et friskt og tiltrængt pust er det bestemt. Det er ikke en ommer.

Gran Prix

Jeg ville aldrig bruge 10 minutter af mit liv på at se Melodi Gran Prix, men jeg læser gerne om det. Og i dag havde Lotte Thorsen skrevet en udmærket artikel i Politiken, der netop omhandlede det emne. Som de fleste sikke ved, så blev årets Gran Prix vundet at nogle finske monsterrockere. Altså grand voksne mænd i kostymer og masker. Det lyder latterligt, og billedet i dagens avis bekræfter. Men folk elskede dem, og derfor vandt de. Men hvorfor nu det?

Artiklen kommer med et godt bud på netop det spørgsmål. Vi er mange der ikke kan holde de bare maver, de glinsende kavalergange og den æggende dans ud mere. Vi er ærligt talt død trætte af det. Og derfor kommer det finske monsterband til at virke forfriskende. Alene fordi de ikke vil stønne frække ord, fordi de ikke vil vise os hvor meget tøj de tør tage af, fordi de går på scenen grimme og frastødende forklædt som zombier. Alene derfor virker de som et friskt pust mellem det ene close up af libgloss glinsende læber, efter det andet.

Måske har vi endelig nået mætningspunktet for ligegyldig eksponering af liderlighed.

I går var vi til ølfestival i Valbyhallen. Og vi betyder i dennes sammenhæng Skipper og jeg. Vi skulle egentlig mest spille smarte, og så ellers sørge for, at blive set af så mange kunder som overhovedet muligt. Hey, det er sgu da jer nede fra kihoskh – bingo, vi nikker afmålt, og går videre. Bortset fra den side af sagen, var det ret forfærdeligt at være der. Valbyhallen er i udgangspunktet et hæsligt sted, og i dagens anledning fyldt til bristepunktet med hæslige mennesker der havde drukket sig halvt i hegnet på den ufede, forstadsagtige, proletarmåde, som man eller ser mest til firmafester og blandt fastliggerne på landets campingpladser. Den klub gider man bare ikke være medlem af. Og så røg de oven i hatten som svin. Og den klub gider man bare heller ikke være medlem af. De er jo totalt useriøse, de ved intet om øl. De vil bare være stive i en ruf. Efter et par timer var det ærligt talt lidt anstrengende at gå rundt og holde paraderne højt, mens vi hele tiden fandt på nye måder at distancere os i forhold til de øvrige fremmødte. Skippern og undertegnede følte sig alt for smarte til at hænge ud med det segment. Vi skred igen.

Selv om billedet er fra efteråret sidste år, så yder det Skipper fuld retfærdighed. Jeg har valgt at kalde det ulvesmil, glimt i øjet og hat, på en baggrund af øl.

Så fik vi endelig vores Nihola. Og vi var klar til den første tur ud i foråret. Maria havde store problemer med at styre den, det viste sig dog at hun generelt har nogle problemer med at styre cykler, så der kan på den baggrund ikke udledes det store om Niholaens styremekanisme eller brugervenligheden i det hele taget. Når man spenderer 16.000kr på at kunne kører sin søn rundt på den bedste måde, så forventer man altså at ungen sidder og skriger af grin under i hvert fald de første 4 -5 turer. Herefter ville en mere afdæmpet smilen kunne gøre det. Hans reaktion udeblev imidlertid totalt, og derfor kommer der ikke et billede af hans sure fjæs på bloggen i denne omgang. I stedet blev det til et billede af hans mor, taget på selv samme tur. Og hun synes det var sjovt at køre rundt på dette sindssygt dyre transportmiddel, også selv om der var visse problemer med at styre den.

Nærmest tilfældigt havde jeg på en gåtur med barnevognen bevæget mig ind i mit barndomskvarter. Her hvor jeg legede, dengang alt var meget større end det er i dag. Jeg kunne ikke dy mig for at gå forbi min gamle børnehave for at se om den stadig lå hvor den plejede. Det gjorde den, og ekshibitionisten tog lige, og for en sikkerheds skyld, det billede der kan se i denne blog.

Minderne væltede ned over mig den dag. Pludselig kunne jeg huske pædagogerne på blå stue dengang for 30 år siden da det var mit domæne. Jeg husker den guitarspillende og langhårede Johnny, som jeg ville ønske var min far. Jeg husker de karseklippede kvindelige pædagoger der i ført deres Kansas arbejdstøj formanede mig om, at man ikke måtte lige krig.

Men det var som om der var gået hul på min hukommelsesballon, og nu blæste minderne mig lige i fjæset. Min første cykel, min første skoledag, mit første kys, min første kæreste hvis storesøster smittede mig med klamydia. Det hele stod lysende klart.

Den oplevelse gav helt ny mening til det der på nudansk hedder a walk down memory lane.

Det er 17.maj, Norges nationaldag, og det er noget de nordmænd går op i. Denne ene dag om året fare de rundt i byens gader, iført deres folkedragter der ligner noget far en fjern, fjern fortid. Jeg kørte imidlertid gennem byens solskin og tænkte på at Frank Zappas sønner er i København i dag, for at spille nogle af farmands hits, jeg tænkte på at der i dag er blevet afviklet en kæmpe demonstration. Noget med at man er utilfreds med regeringens nedskæringer. Jeg tænkte på at politik bare er så fandens usexet. Skulle jeg være kørt forbi demonstrationen i dag, skulle det udelukkende være for at høre hovedtalen, der blev skrevet af en gammel veninde. Men på den anden side, jeg er dårlig til demonstrationer, sidst jeg blev trukket med til en, det er ved at være et par år siden nu, brugte jeg al tiden på at distancerer mig, i forhold til de andre fremmødte, altså når jeg ikke lige hovedrystende analyserede de håbløse taler der bragede ud over rådhuspladsen.

Det var det jeg kørte gennem Københavns gader og tænker på, da jeg tilfældigt møder en bekendt der netop i dagens anledning er klædt ud i nissedragt og træsko. Det er virkeligheden der rammer mig lige i ansigtet, denne gang i skikkelse af en bekendt med norske aner, der med øl- og myseostånde glædestrålende forklare mig, at det er Norges nationaldag. Jeg får fremstammet et kikset ”tillykke med det” og skynder mig videre.

17. maj, så er sommeren på vej.