Godwin's Lov

I gårdagens indlæg om Søren Krarups udtalelse om hvorvidt et tørklæde er det samme som et hagekors, kom jeg ind på, at man ofte hører naziargumentet. Særligt udbredt er argumentet blandt debattører der er lige ved at brænde sammen. Jeg skrev i går:

---

… naziargumentet er argumentationens absolutte endestation. Det er det sidste man siger før man bliver voldelig. Det er herfra man ikke kan komme videre med ord.

---

I dag er jeg så blevet gjort opmærksom på, at denne argumentform, type eller model om man vil, har sit helt eget begreb. Det er en såkaldt Godwin’s Law.
Godwin’s lov siger, at jo længere en debat kører, des større er chancen for at vi nærmer os det tidspunkt hvor en debattør laver en nazianalogi.
Søren Krarup har åbenbart været så længe i integrationsdebatten, at vi nu har nået det niveau, hvor Godwin kommer på banen. Vi er havnet der hvor ord slipper op, det eneste vi kan gøre nu er at kalde hinanden for nazister. Det skal der nok komme noget konstruktivt ud af.
Når det er sagt, så forstår jeg godt hvad Søren snakker om. Det kan være uendelig trist og voldsomt provokerende at se på andre menneskers religiøse symboler. Og selv om jeg ikke er helt på det hold der bliver skide sur over at nogen vælger at have et tørklæde om hovedet, så husker jeg tydeligt en ferie for et par år siden. Jeg var på den spanske solkyst, alt åndede fred og idyl, lige ind til denne spanske spadser kom spadserende med sit store guldkors om halsen. Jeg blev så dybt provokeret, at jeg straks måtte styrke mig med en halv kande sangria. Hvad fanden bildte sådan en halvabe sig ind at komme med et kors så stort, at det ikke ville være sikkert at bade med det på? Den var aldrig gået i de gode gamle dag, dengang der var lov og orden på solkysten, dengang Franco regerede.

Dø nu for fanden...

Nu gik jeg lige og glædede mig til den første morgen uden gratisavisen Dato. Jeg havde set i ånden, at jeg skulle vågne op til Weeknedavisen, Information, nå ja og så den sidste overlevende gratisavis 24Timer. Men jeg skulle blive klogere. For selv om Dato er død, så lever den videre i Urban, og det er i og for sig godt nok at de to har fusioneret, men det troede jeg i al min naivitet betød, at man nu ville få kastet en version af Urban/dato i hovedet i S-toge og busser. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at jeg nu skulle til at trækkes med Urban/Dato i min private husstand. Men det skal jeg åbenbart. Så selv om gårsdagens gode nyhed er at Dato er død, så er dagens triste at Dato lever videre i Urban, og Urban/Dato bliver nu presset gennem min brevsprække hver hverdags morgen.
Måske bliver gratisavisernes endelige en gratis og husstandsomdelt version af Urban/Dato/Metroexpress/24Timer, og når der så heller ikke er nogen der gider læse den, så bliver ideen om gratisavisen forhåbentlig begravet, droppet og gemt væk for altid.

Hyggelige Søren Brun

Han se egentlig helt fredsommelig ud som han sidder der. Søren – Søren Krarup hedder han. Men tag endelig ikke fejl, bedøm ikke bogen på bindet. Ikke alt der glimter, er guld, og ikke alt brunt er lort. Og nu vi er kommet ind på lort, så slog Søren sin personlige rekord i at lukke lort og dumheder ud i dag. Og det siger ikke så lidt.
Søren blamerede sig ved at sammenligne tørklædet muslimske kvinder har om håret, med et hagekors. Ja, en sammenligning og sidestilling af islam og nazisme.
Jeg er i praktik på dagbladet Information, en del af mine daglige rutiner er at holde øje med onlinedebatten. Et spændende job som jeg nyder, men der er visse kameler at sluge i den forbindelse. En af dem er, når debattørerne begynder at kalde hinanden for nazister. Det sker som regel når de saglige argumenter slipper op. Ellers gode konstruktive, sunde og lærerige debatter dør i det øjeblik at den ene part vil sammenligne den andens syns- og standpunkter med nazisme. Det tager livet af al konstruktiv debat. Man ser hyppigst den beskyldning på vestbredden, hvor arabere kalder jøder for nazister, og jøderne tager så til genmæle ugen efter, hvor de beskylder araberne for at være nazister. På den måde betragtet er naziargumentet argumentationens absolutte endestation. Det er det sidste man siger før man bliver voldelig. Det er herfra man ikke kan komme videre med ord. Det er så surt og tarveligt, at Søren igen - igen har bragt debatten helt derud hvor det er så uendeligt svært at trække den hjem fra. Søren, du ligner en hyggelig morfar med store briller. En af den slags man ville være helt tryg ved at placere sine unger på skødet af. Men du er alt andet.

Datos død

Min mor har lært mig, at det ikke er pænt at fornøje sig over andres ulykke, men det er ikke muligt for mig at skjule min begejstring over, at gratisavisen Dato er død. Nu går jeg så og håber på, at Dato døde af en mystisk sygdom, og gerne en smitsom og hurtigt dræbende en af slagsen. Tænk hvis Nyhedsavisen, der for nyligt kunne fortælle historien om hvordan sælgerne af hjemløseavisen væltede sig i penge, og i øvrigt slet ikke var hjemløse, også døde. Nyhedsavisen vil i hvert fald ikke blive savnet af de dårligst stillede i samfundet. Og næppe af særligt mange andre, for den sags skyld. Herefter kunne smitten passende brede sig til Urban, og med lidt held ville man så kunne holde fælles begravelse for dem og Metroexpress, og hvem ved hvad der så kunne ske efter det, måske ville BT også dø i en ruf… ok, det er godt nok ikke en gratis avis, men hvis nu avisdræbersygdommen muterede lidt. Ønsketænkning jeg ved det, men nyheden om Datos død er bestemt et skridt i den rigtige retning.

Flere gratisaviser

Tænk går ind for valgfrihed. Hvis du ikke ønsker gratisaviser, bør du have retten til at sige nej. Det har du ikke i dag. Derfor klistermærket med ’Ingen gratisaviser tak’.
Tænk gik ind i sagen i august sidste år, og sagen er nu den, at sagerne står som de stod i august. Der er med andre ord ikke sket en skid på området. Tænk har opfordret gratisaviserne til at gå sammen om at lave en ordning der er bindende, modsat den frivillige der er gældende for ’Reklamer nej tak’ ordningen. Frivillighed betyder i denne sammenhæng at det er frivilligt for reklameproducenterne om de vil respektere et ’nej tak’ eller ej. Vil de ikke det, så dumper de bare deres reklamer af i din gang.
Jeg har, for flere år siden, oplevet, at modtage reklamer fra Silvan. Det kunne jeg ikke rigtig forstå når nu jeg havde placeret et ’reklamer nej tak’ på døren. Forklaringen var, at Silvan ikke havde trykt ’vi respektere et nej tak’ på deres tryksag. Så alt var i virkeligheden i fineste orden. Silvan respekterede ikke ’nej tak’ og jeg skulle derfor ha reklamen.
Det er klart at jeg ikke kunne finde mig i det, og jeg ringede derfor straks til Silvan for at brokke mig. Efter timer i telefonsluser kom jeg endelig igennem til rette vedkommende, som jeg så kunne spørge, hvorfor de havde valgt ikke at trykke ’vi respekterer et nej tak’. Jeg fik på tykt jysk forklaret, at det var helt frivilligt om de ville trykke det eller ej. Jeg forklarede i od tone jyden, at jeg var bekendt med frivillighedsprincippet som de var underlagt. Herefter snakkede vi lidt frem og tilbage, jyden var faktisk helt flink, og tonen var god.
Efter et stykke tid snakken om emnet reklametryksager, spurgte jeg ham hvad han troede jeg tænkte om Silvan, når nu de ikke ville respektere mit ’Reklamer nej tak’ skilt. Skal jeg respektere et byggemarked der ikke respekterer mit klistermærke?
Man har set masser af eksempler på hensynsløs markedsføring, men markedsføring der går på tværs af modtagernes ønsker om at blive respekteret virker som en dårlig idé. Ikke desto mindre er det den faktiske situation. På Tænks hjemmeside kan man købe ’Gratisaviser nej tak’ klistermærker og sætte dem op i umiddelbar nærhed af ens brevsprække, men om dette ønske vil blive respekteret eller ej er der bestemt ingen garantier for. Det er helt op til gratisaviserne selv.
Så nu vil jeg kontakte Tænk, betale de 30kr klistermærkerne koster, og så håber jeg bare, at mit ikke helt urimelige ønske om at blive fri for gratisaviser, vil blive respekteret.
Tilbage sidder jeg så og kan ikke lade være med at tænke på, om erkendelsen som ramte Silvanjyden kunne ramme chefredaktørerne på gratisaviserne. Hvis de kunne bringes til at se at jeg ikke er så pokkers positivt stemt over for aviser der praktisk talt bliver proppet ned i halsen på mig, så kunne det være de kunne få fingeren ud og få lavet en fælles bindende ordning gældende for alle gratisaviser.
Gratisaviser - det klinger efterhånden lidt hult, foreløbig har de kostet mig 30 kroner og en masse besvær.