Reklame

Det er ikke kun i Melodi Grand Prix man mærker trætheden sætte ind, reklamebranchen har trætheden og mætheden, som grundpræmis. Reklamerer man massivt for et bestemt produkt, eller på et bestemt sted, bliver folk blinde for påvirkning. De lukker simpelthen af. Derfor må reklamebranchen hele tiden finde på nye måder at nå målgruppen på. Og de må hele tiden holde øje med hvornår de har mættet modtagergruppen. For når det sker, bliver de dyrt anlagte reklamekampagner virknings- og dermed værdiløse.

Jeg så 8 minutter af en kvindehåndboldkamp i lørdags, de 7 første minutter gik med at læse reklamer. På og omkring en håndboldbane findes der næppe en kvadratcentimeter der ikke er plasteret til med farvestrålende reklamer. Og når man som jeg ikke har set håndbold før, så ser man ikke andet end reklamerne det første stykke tid. Deres farver og slogans overvælder en totalt. Da de 7 minutter var gået, og træthed og mæthed over for reklamer, havde sat ind, kunne jeg så rette blikket mod de gumpetunge jyske kæmpekvinder, der buldrede rundt på banen. Det kedet mig efter et minut, men det er en helt anden historie.

Det er som at man kan dele reklamebranchens hovedstrategier op i to. På den ene side har vi dem der ønsker at højne kvaliteten på de reklamer der er, for af den vej at gøre dem effektive. På den anden side dem der forsøger at finde på nye måder at fange forbrugernes interesse. I denne kategori er CustomerMade nok det mest interessante.

På Tuborgs hjemmeside kan man fortiden finde opfølgeren på den stort anlagte TV-kampagne hvor den langhårede og selvglade reklamemand Frederik LaCure i skikkelse af Peter Frödin, har været den altoverskyggende hovedperson. På siden har man blandt andet mulighed for at deltage i LaCoures reklameskole, for som LaCure siger, så kan det jo være at DU er morgendagens nye reklamestjerne.

Det er, efter min bedste overbevisning, en af de bedste strategier jeg har set i lang tid. For her forsøger man at forene de to hovedstrategier og strømninger der er for tiden, nemlig at højne kvaliteten og inddrage kunderne. Og så er det hele pakket ind i en ironi og ikke mindst en selvironi, for hele grundlaget for reklamen er, at reklamen gør grin med reklamebranchen. Og naturligvis er det en smagssag om man synes det er sjovt eller ej, og det har nok haft indflydelse på min vurdering af den samlede kampagne, at jeg synes det at gøre grin med branchen i udgangspunktet er sjovt.

Sådan som jeg ser det, så har Tuborgs reklamer forsøgt at lave noget nyt, da indtager en position der hverken er det ene eller det andet, men derimod noget helt tredje og nyt. Godt gået. Hele præsentationen af LaCour og hans skole, er en skønsom blanding af dansk og engelsk, hvilket kommer fint i forlængelse af LaCours latterlige persona.

Om reklamen interagerer med kunderne i en særlig grad, eller om den udmærker sig ved at hæve kvaliteten til nye højder, kan jeg ikke komme med noget entydigt svar på, jeg tror den gør lidt af hvert, men et friskt og tiltrængt pust er det bestemt. Det er ikke en ommer.

Gran Prix

Jeg ville aldrig bruge 10 minutter af mit liv på at se Melodi Gran Prix, men jeg læser gerne om det. Og i dag havde Lotte Thorsen skrevet en udmærket artikel i Politiken, der netop omhandlede det emne. Som de fleste sikke ved, så blev årets Gran Prix vundet at nogle finske monsterrockere. Altså grand voksne mænd i kostymer og masker. Det lyder latterligt, og billedet i dagens avis bekræfter. Men folk elskede dem, og derfor vandt de. Men hvorfor nu det?

Artiklen kommer med et godt bud på netop det spørgsmål. Vi er mange der ikke kan holde de bare maver, de glinsende kavalergange og den æggende dans ud mere. Vi er ærligt talt død trætte af det. Og derfor kommer det finske monsterband til at virke forfriskende. Alene fordi de ikke vil stønne frække ord, fordi de ikke vil vise os hvor meget tøj de tør tage af, fordi de går på scenen grimme og frastødende forklædt som zombier. Alene derfor virker de som et friskt pust mellem det ene close up af libgloss glinsende læber, efter det andet.

Måske har vi endelig nået mætningspunktet for ligegyldig eksponering af liderlighed.

I går var vi til ølfestival i Valbyhallen. Og vi betyder i dennes sammenhæng Skipper og jeg. Vi skulle egentlig mest spille smarte, og så ellers sørge for, at blive set af så mange kunder som overhovedet muligt. Hey, det er sgu da jer nede fra kihoskh – bingo, vi nikker afmålt, og går videre. Bortset fra den side af sagen, var det ret forfærdeligt at være der. Valbyhallen er i udgangspunktet et hæsligt sted, og i dagens anledning fyldt til bristepunktet med hæslige mennesker der havde drukket sig halvt i hegnet på den ufede, forstadsagtige, proletarmåde, som man eller ser mest til firmafester og blandt fastliggerne på landets campingpladser. Den klub gider man bare ikke være medlem af. Og så røg de oven i hatten som svin. Og den klub gider man bare heller ikke være medlem af. De er jo totalt useriøse, de ved intet om øl. De vil bare være stive i en ruf. Efter et par timer var det ærligt talt lidt anstrengende at gå rundt og holde paraderne højt, mens vi hele tiden fandt på nye måder at distancere os i forhold til de øvrige fremmødte. Skippern og undertegnede følte sig alt for smarte til at hænge ud med det segment. Vi skred igen.

Selv om billedet er fra efteråret sidste år, så yder det Skipper fuld retfærdighed. Jeg har valgt at kalde det ulvesmil, glimt i øjet og hat, på en baggrund af øl.