fredag den 13.

Der er ingen vej uden om, meget modvilligt vil jeg tage fat på uhyggen – det er trods alt fredag den 13. Jeg har tænkt længe over det, og jeg er kommet frem til at det gode vejr, det faktum at det er fredag og man derfor kan drikke sig fuld med nogenlunde god samvittighed, samt at sommeren er lige om hjørnet gør tilsammen at jeg har uendeligt svært ved at komme i stemning til noget uhyggeligt. Når jeg cykler gennem byen er det tydeligt at foråret er kommet til København. Alle de smukke ting og sager der har været gemt væk hele vinteren, bliver igen vist frem i det lune vejr. Her tænker jeg først og fremmest på caféborde, caféstole, parasoller og solbriller osv. så mit bud på noget fredag den 13. uhygge bliver derfor det modsatte af alt det skønne, der gør det så svært at komme i den uhyggelige stemning. Jeg bringer derfor et billede af verdens måske grimmeste kvinde. Tænk hvis alle kvinder så sådan ud – det ville være uhyggeligt.

reklamer nej tak

Jeg har end til nu været forskånet for gratisaviserne Dato og 24 Timer. Men ikke længere. Man har tydeligvis haft held til at skaffe avisbude der så nu kan varetage uddelingen i mit hjørne af Vesterbro. Det er ikke så meget selve avisernes ringe indhold der er emnet for dette indlæg, selv om det i sig selv er kilde til meget irritation. Derimod er det en undren over, hvorfor jeg nu skal bruge tid og energi på at undersøge, om jeg kan blive fri for at modtage aviserne. Mit ’reklamer nej tak’ skilt er åbenbart ikke nok til at holde gratisaviserne ude. Hvad gør man så…
Samtidig undrer jeg mig over, hvad blev mon er blevet af de gode gamle liberalistiske principper om ejendomsrettens ukrænkelige fred? Principper der, i den konkrete sag, ville tildele mig den suveræne ret til faktisk at bestemme, hvem der måtte smide hvad gennem min brevsprække.