Nogen gange kan man i naiviteten komme til at glemme at man er en gammel sur mand. Man kan komme til at glemme at man er træt af alt og alle. Nogen gange kan man komme til at finde sig selv med paraderne helt ned. Nogen gange kan man se eller opleve noget der bare tager en med storm.
I går sad jeg og læste Christian Monggaards
blog. Han skrev hjem fra filmfestivalen i Berlin. Her havde han set en filmatisering af Frank Millers 300. Han linkede til den officielle 300 the movie side. Og det var her opturen startede. Det er helt vildt så godt den hjemmeside er lavet. Den er spækket med informationer om spændende, mere eller mindre relevante oplysninger om filmen og i periferien af filmen og optagelsen af den. Men fælles for alle undersider er, at det er skide flot lavet.
Det eneste jeg vil sige i dag er, tjek det selv ud. Og det er muligvis fordi jeg aldrig før har set en fantasy-film eller bare en hjemmeside for en fantasy-film, men jeg glemte helt at være kritisk. Lad det aldrig ske igen.

Endelig opdagede jeg klubben, jeg har en brændende lyst til at melde mig ind i: Vegan Porn. Jep - frit oversat til Veganer porno. Skal man så sidde og masturbere mens man kigger på billeder af kvinder der får stukket økologiske grøntsager op i tissekonen, kunne man spørge sig selv - nej det skal man ikke. Man kan faktisk ikke engang få lov til at se et eneste lille stykke med bart på siden. Til gengæld kan man, sammen med en masse andre veganere og vegetarer, få lov til at snakke om veganer- og vegetarmad, tilsætningsstoffer, fedmeepidemier, fødevareindustri eller noget helt andet der slet ikke har noget med mad at gøre.
Det lyder måske plat, med det er så befriende. Det er så rart at få lov til, som jeg, at være vegetar uden af den grund at være frelst. At have mulighed for at kunne sige ”jeg tillader ikke døde dyr adgang til min krops hellige tempel” uden at skulle forklare at det er en joke. Måske kan man endda være så heldig at man møder en der ved hvor det citat stammer fra. Det er befriende i kraft af sit fraværd at manglende forståelse. Lad mig kort forklare.
Når man siger til folk at man ikke spiser kød, så skal man straks rives gennem deres konsistensmaskine. Konsistensmaskinen er en lille anordning mange mennesker har siddende i hjernen. Og når de så møder en der spiser noget andet end de selv gør, så går de straks i gang med at lede efter inkonsistens. Det resulterer i, at man som vegetar skal lægge øre til bemærkninger som: ”nå men hvis du ikke spiser kød, hvordan kan det så være du går i lædersko?” Eller: ”hvordan kan en vegetar som dig finde på at sidde og fylde dig med hash og sprut til du mister førligheden?” og så videre og så videre i det uendelige. Det er som om folk føler sig provokeret af, at man ikke spiser det samme som dem. Det er som om folk tror man er hellig, religiøs eller noget andet de ikke kan rumme. Alt sammen bare fordi man ikke har lyst til at spise kød.
Det er omverdens kiksede reaktion på det at man ikke spiser kød, der har skabt behovet for et websted som veganporn.com. Som indebrændt vegetar vil jeg gerne ha lov at sige mange tak til veganerpornodrengene. Tak.

I går var jeg til et foredrag på Vesterbro bibliotek, i al sin enkelthed handlede det om, at man kunne møde Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rohde. Og det var bestemt værd at spendere en aften i selskab med de to. Meget underholdende og yderst engageret talte de om deres bog ’København Con Amore’.

Bogen er en hyldest og en kærlighedserklæring til København, og som det klart fremgår af bogens titel, så er det et Con Amore projekt, og det betyder i sagens natur, at Thomsen og Rohde er i felten som glade amatører. Glade amatører kan man ikke klandre for at være gået usystematisk og uforsvarligt, eller ikke-videnskabeligt til værks. Amatører er amatører, og de gør tingene på deres måde. Det er netop en af bogens mange styrker at systematikken er yderst usystematisk. Og så er bogen oven i købet hamrende subjektiv. Thomsen og Rohde har udelukkende fulgt deres næser og taget billeder af steder er værd at tage billeder af, med eneste begrundelse at de er noget særligt for København. Deres København.

På den måde er bogen blevet proppet til randen med billeder af snuskede beværtninger, baggårde, antikvariater og massere af skumle gader og stræder. Som Jokum Rohde sagde om flere af billederne, så er det altså sådan en beværtning skal se ud, hvis Philippe Marlowe skal liste sig der ind for at få informationer om mordet på blondinen.

Mange af stederne er virkelig smukke på deres egen københavnske måde. Men det sørgelige i det hele er så, at det er disse steder der forsvinder, og det er i grunden ikke så underligt. Jernstangen, et hæderkronet værtshus på Istedgade, hvor man for kort tid siden med sikkerhed kunne kigge forbi på alle tider af døgnet for at få en porter fra kassen, en varm bilradio eller en på lampen, er bare et af mange steder der er lukket her i kvarteret. For der er ikke noget publikum til den slags steder mere. Dem der kunne tænkes at komme på et sted som Jernstangen er flyttet fra kvarteret for længst. På Vesterbro bor der i vid udstrækning mennesker, der lige så godt kunne bo i Herlev, Husum eller Hvidovre. Kvarteret er blevet invaderet af pæne mennesker, personbiler og lejlighedspriser der kan få selv den mest indædte vesterbroer til at fortrække til Valby. Det er i virkeligheden lidt synd.

Ps.

Og hvis du sidder og undre dig over, at der var en Cohibareklame i højre hjørne af dette blogindlæg, så kommer her en forklaring. Jeg har en mistanke om, at Cohibas hæderkronede design har været inspiration for det grafiske design i denne bog. Skal man stjæle fra nogen så skal man stjæle fra de bedste, og det er da bestemt hvad Peter Ravn har gjort i dette tilfælde.

Mode - og det trygge modtryk.

Så er modeugen i København vel overstået. Jeg kører over Halmtorvet hver morgen, og i går foregik det samtidig med at horder af modefolk skulle ind i Øksnehallen for at se modeshow. For ikke at køre nogen ned, sænkede jeg farten til et absolut minimum. Men ikke kun af trafiksikkerhedshensyn, også for at få et glimt af de smarteste af de smarte. De væltede ud at taxaer og limousiner, hvis de da ikke kom gående. Fælles for dem var, at de var smarte. Meget smarte. Men der er jo ikke så meget ved at være smart når alle andre også er det. Derfor havde de rutinerede af dem gjort lidt ekstra ud af det i forvejen ekstra smarte modeugetøj. Hvilket resulterede i nogle ret så spektakulære udklædninger.
F.eks. steg en ung fyr ud af en taxa og gik lige ud foran mig, jeg bremsede helt op, jeg hilste høfligt, han undskyldende. Han havde nogen meget flotte groft vævede bukser på, og han havde valgt at trække et par strikkede sokker ud over bukserne - helt op til knæene. Som han stod der lignede han mest af alt den norske Tintin.
Jeg synes egentlig det var flot, og da jeg på min videre tur gennem København kørte og tænkte over hvem han mon var, og hvad han gik og drømte om, så slog det mig, at mode ikke er noget man kan undsige sig. Man er tvangsindlagt til at forholde sig til den.
Personligt havde jeg den omtalte morgen valgt at iføre mig en brun buks, en brun sko en brun læderjakke og under den en brun velourtrøje samt stor stålbrille i ansigtet. Det er nemlig min erklærede intention at ligne en skolelære fra 70erne. Det er min erklærede intention ikke at være med på det der modetrip. Jeg synes at mænd i stramme sorte jeans ser dumme ud, og de mangefarvede hættetrøjer og flade gummisko siger mig heller ikke en skid. Men man kan ikke undsige sig moden. Og selv om jeg gør hvad jeg kan for ikke at være med på vognen, så bliver jeg hele tiden nødt til at være klar over hvad der sker på før omtalte vogn, for at være i stand til at gøre det modsatte af det der sker på den. Konklusion: hvis du vil holde dig i periferien, må du have blikket stift rettet mod centrum. I det konkrete tilfælde betyder det, at hvis du ikke vil være med på moden, så bliver du nødt til at vide hvad den foreskriver, og så gøre det modsatte.
Jer har efter den erkendelse tænkt over om oppositionen er en mulig position. Jeg har tænkt over om modkulturen er en reel mulighed. Og jeg har tænkt over om et tryk virkelig avler et modtryk.

Hvis nu man er en lille nervøs nation af bagstræberiske, forandringsforskrækkede, biedermeierske og Morten Korch forherligende og fjernsynskiggende flad- og bredrøvede ligblege mennesker, så vil man før eller siden blive indhentet af kedsomheden og egen manglende evne til at acceptere noget der er forskelligt fra en selv. Og der vil man så sidde i sin bæbrune læderhjørnesofa og pludselig gribes af ubændig træng til at slå ud med armene. Sidder man i den situation, så er det jo befriende at der er melodi granprix i det altid tændte fjernsyn. For i år var der den ekstra bonus for lisenspengene. Man fik nemlig mulighed for at slå ud med de før omtalte arme. Man fik serveret muligheden for at vise sig selv, og hvem der ellers gider kigge med, at man er så tolerant så helt igennem totalt tolerant. Man fik foræret muligheden for at stemme på den sang der blev sunget af en mand iført dametøj.
Fordomsfulde fuldfede Flemming Flødefjæs fik dermed muligheden for at vise hele landsbyen at han slet ikke er så middelalderlig i hovedet som onde tunger ellers stod nede ved gadekæret og proklamerede. Flemming stemte på ham bøssen, og som han selvtilfredst fortalte sin kone mellem to stykker citronmåne, så har han sgu ikke noget mod dem, ja altså så længe de holder sig for sig selv.