Et cafébesøg med Skipper tager en times tid, de næste fire dage kan man så bruge på at prøve at forstå hvad det egentlig blev sagt. Temaet var endnu en gang skønhed som det manifestere sig i kvinden.

Efter et mislykkedes forsøg på at sælge Skipper en teori om at der er en tæt sammenhæng mellem kvinders lyst til at spise, fortære, og i det hele taget nyde oralt, og deres libido skiftede vi fokus. Lad mig med det samme gøre det klart, at teoriens stærkeste punkt var, at den i sagens natur udelukkede spiseforstyrrede og underernærede anorektiske kvinder med riskiks og kildevand i håndtasken. Vi elsker at hade dem, men had alene gør ikke en teori plausibel – desværre. I stedet for at sidde og hade på en sommerdag der næsten var for smuk til had, brugte vi lidt tid på at hylde den sunde bondepige med det runde ansigt. Hun var idealet.

Den sønderskudte teori om sammenhængen mellem mad og libido førte os imidlertid på sporet af en ny og spændende teori, nemlig teorien om fascinationen af den skjulte skønhed – skønheden i det skjulte. Det handler om det øjeblik hvor skønheden åbenbare sig for en. Når man snakker med, eller kigger på en kvinde, og pludselig, som ud af intet rammes man af hendes skønhed. Det er et magisk øjeblik når en skjult skønhed i hendes væsen pludselig åbenbares for en. Når det usynlige bliver synligt. Måske er det i det magiske sekund man bliver forelsket. Den skønneste skønhed er den skjulte, den skønhed som man er den eneste der ser, den skønhed er naturligvis forbeholdt en alene.

Måske er det den perverse trang til ikke at ville dele skønhed med andre der har ført til luder/madonna komplekser, tildækning, slør og det der er værre.

Skønhed er et individuelt anlæggende, det leverede Skipper det bedste eksempel. Da vi efter al denne snak om skønhed ville forlade cafeen igen, kom en sommerfugl flyvende. Et øjeblik så det ud som om den havde tænkt sig at lande på Skippers evige kasket, hvilket fik ham gysende at slå ud efter den. ”sommerfugle er mindst lige så ulækker som alle andre insekter” udbrød han.

Nogen ville sikkert mene at sommerfuglen er et smukt og ædelt insekt, mens andre vil mene at størrelsen på vingerne er den eneste forskel på en lorteædende spyflue og en nektar drikkende sommerfugl.

Intet universelt lader sig udsige om skønhed. Heldigvis.