Jeg starter året på bloggen med at konsultere min samvittighed. Hvordan har du det gamle dreng?

I grove træk har den det godt. Det gode ved dårlig samvittighed er, at den kommer og går. Ellers ville det også blive et langt liv. Tænk hvis man skulle have dårlig samvittighed over dem man bankede i folkeskolen, eller over den første kæreste hvis søster man kom til at bolle. Men man var femten, fuld og fjollet. Det må være forklaring nok, og så ikke mere dårlig samvittighed over det.

Men der er også de ting der ikke vil gå væk. Selv om de efterhånden har et par år på bagen. Og det er netop en af dem dette indlæg handler om.

Jeg vil sige det lige ud og uden omsvøb: undskyld Keld. Undskyld for kæld. Det var ikke pænt gjort, og du havde ikke fortjent det.

Forklaring:

Vi var et band der hed hæst. Vi ville stave så mange ting og navne som muligt med æ, også Kelds. Vi skrev to slags sange, dem hvor vi bollede, og dem hvor vi svinede folk til. Ligeligt fordelt, to grupper, mænd og kvinder. Med eller uden tap gjorde forskellen på om du skulle bolles eller svines til. Simpelt, sjovt og plat. Men fuck plathed, vi ville ikke være kloge, tværtimod. Vi ville udstille klogskabens kedsomlighed ved at være ukloge. Ikke intellektuelle. Og skulle jeg beskrive den side af sagen med et eneste ord skulle det nok være befriende.

Men vi kom til at svine én til der ikke skulle ha været svinet til. Og det er Keld. Han er, og har altid været verdens sødeste mand. Han har gjort så uendeligt mange gode ting for mig, han er stadig, og vil sikkert altid være, et menneske jeg ser op til, og gerne vil være som.

Men det virkede så naturligt at svine ham til. Han var min boss da jeg skrev sangen, og det er han sådan set stadig. Problemet er, at jeg ikke laver noget på Jeg mit arbejde, og det jeg derfor frygter mest i verden er at bossen skal komme forbi. Jeg frygter at blive afsløret i min dovenhed. At min dovenskab skal eksponeres. Derfor skrev jeg kæld, en lille sang der i al sin enkelhed handler om hvad jeg hellere ville gøre, end få besøg af Keld.

Det er den danske verdensstjerne Billy Cross der spiller guitar og snakker lidt på nummeret. Det er undertegnede der krampagtigt og nervøst leder efter grundtonen. Bassen bliver pruttet af min hæstemakker Morten Umpff, og resten af holdet er fantastisk folk, hvis navne jeg med skam må indrømme at jeg har glemt.

Hør kæld her, du skal bare klikke på sang nummer
11

God fornøjelse, og undskyld. Undskyld Keld, jeg mener ikke et eneste af de ord. Undskyld…