Otto er død

Så skete det, gode gamle Otto Brandenburg døde. Og så er det som bekendt op til os andre at finde ud af hvad vi skal huske ham for. Hvordan skal Otto beskrives i historiebøgerne synes at være det store spørgsmål lige nu.
Det er derfor det er så uendeligt trist at det uendelige triste Aftenshowet på DR så skal hive Jørgen De Mylius i studiet for at give en indgående beskrivelse af hvem Otto B. i virkeligheden var. Det skal nemlig ikke være Jørgen De Mylius’ beskrivelse af Otto B. der skal være den autoriserede. Endelig ikke.
Jørgen de Mylius er den pæne klasses allerpæneste dreng, og det er ikke ham der skal beskrive baggårdspumaen. Han skal beskrives af en der har mandsmod og nosse nok til at fortælle historierne om Ottos utallige drukture, hans udsvævende liv og alle damerne.
Med Otto Brandenburg har vi muligheden for at få vores helt egne danske version af en Serge Gainsbourg.
Fordrukken og storrygende damecharmør. En stodderkarl. Det har vi meget mere brug her i andedammen, end vi har for endnu et forlorent glansbillede. Jeg stemmer for at Otto B. får rollen som ham der inkarnerer stodderen, ham der med Jokerens ord, fik slag lige som Tom Jones og Julio Iglesias.

Det er ikke fordi jeg vil se en eller andet ligegyldigt afsløring af Ottos barregninger, lange lister og oversigter over kønssygdomme Otto har raget til sig gennem tiderne. Slet ikke. Jeg mener bare vi har brug for et moralsk anløbent, og ikke helt rent i kanten idol. En man ser op til på trods af at travet ikke altid var helt rent.
Den rolle ville Otto Brandenburg kunne spille fint, og for al evighed ville han bo i vores kollektive bevidsthed og minde os alle sammen om, at der altid vil være lidt slør. Det har vi brug for. Måske mere end nogen sinde før.