Det er 17.maj, Norges nationaldag, og det er noget de nordmænd går op i. Denne ene dag om året fare de rundt i byens gader, iført deres folkedragter der ligner noget far en fjern, fjern fortid. Jeg kørte imidlertid gennem byens solskin og tænkte på at Frank Zappas sønner er i København i dag, for at spille nogle af farmands hits, jeg tænkte på at der i dag er blevet afviklet en kæmpe demonstration. Noget med at man er utilfreds med regeringens nedskæringer. Jeg tænkte på at politik bare er så fandens usexet. Skulle jeg være kørt forbi demonstrationen i dag, skulle det udelukkende være for at høre hovedtalen, der blev skrevet af en gammel veninde. Men på den anden side, jeg er dårlig til demonstrationer, sidst jeg blev trukket med til en, det er ved at være et par år siden nu, brugte jeg al tiden på at distancerer mig, i forhold til de andre fremmødte, altså når jeg ikke lige hovedrystende analyserede de håbløse taler der bragede ud over rådhuspladsen.

Det var det jeg kørte gennem Københavns gader og tænker på, da jeg tilfældigt møder en bekendt der netop i dagens anledning er klædt ud i nissedragt og træsko. Det er virkeligheden der rammer mig lige i ansigtet, denne gang i skikkelse af en bekendt med norske aner, der med øl- og myseostånde glædestrålende forklare mig, at det er Norges nationaldag. Jeg får fremstammet et kikset ”tillykke med det” og skynder mig videre.

17. maj, så er sommeren på vej.