Nærmest tilfældigt havde jeg på en gåtur med barnevognen bevæget mig ind i mit barndomskvarter. Her hvor jeg legede, dengang alt var meget større end det er i dag. Jeg kunne ikke dy mig for at gå forbi min gamle børnehave for at se om den stadig lå hvor den plejede. Det gjorde den, og ekshibitionisten tog lige, og for en sikkerheds skyld, det billede der kan se i denne blog.

Minderne væltede ned over mig den dag. Pludselig kunne jeg huske pædagogerne på blå stue dengang for 30 år siden da det var mit domæne. Jeg husker den guitarspillende og langhårede Johnny, som jeg ville ønske var min far. Jeg husker de karseklippede kvindelige pædagoger der i ført deres Kansas arbejdstøj formanede mig om, at man ikke måtte lige krig.

Men det var som om der var gået hul på min hukommelsesballon, og nu blæste minderne mig lige i fjæset. Min første cykel, min første skoledag, mit første kys, min første kæreste hvis storesøster smittede mig med klamydia. Det hele stod lysende klart.

Den oplevelse gav helt ny mening til det der på nudansk hedder a walk down memory lane.