Gran Prix

Jeg ville aldrig bruge 10 minutter af mit liv på at se Melodi Gran Prix, men jeg læser gerne om det. Og i dag havde Lotte Thorsen skrevet en udmærket artikel i Politiken, der netop omhandlede det emne. Som de fleste sikke ved, så blev årets Gran Prix vundet at nogle finske monsterrockere. Altså grand voksne mænd i kostymer og masker. Det lyder latterligt, og billedet i dagens avis bekræfter. Men folk elskede dem, og derfor vandt de. Men hvorfor nu det?

Artiklen kommer med et godt bud på netop det spørgsmål. Vi er mange der ikke kan holde de bare maver, de glinsende kavalergange og den æggende dans ud mere. Vi er ærligt talt død trætte af det. Og derfor kommer det finske monsterband til at virke forfriskende. Alene fordi de ikke vil stønne frække ord, fordi de ikke vil vise os hvor meget tøj de tør tage af, fordi de går på scenen grimme og frastødende forklædt som zombier. Alene derfor virker de som et friskt pust mellem det ene close up af libgloss glinsende læber, efter det andet.

Måske har vi endelig nået mætningspunktet for ligegyldig eksponering af liderlighed.