Hvis nu man er en lille nervøs nation af bagstræberiske, forandringsforskrækkede, biedermeierske og Morten Korch forherligende og fjernsynskiggende flad- og bredrøvede ligblege mennesker, så vil man før eller siden blive indhentet af kedsomheden og egen manglende evne til at acceptere noget der er forskelligt fra en selv. Og der vil man så sidde i sin bæbrune læderhjørnesofa og pludselig gribes af ubændig træng til at slå ud med armene. Sidder man i den situation, så er det jo befriende at der er melodi granprix i det altid tændte fjernsyn. For i år var der den ekstra bonus for lisenspengene. Man fik nemlig mulighed for at slå ud med de før omtalte arme. Man fik serveret muligheden for at vise sig selv, og hvem der ellers gider kigge med, at man er så tolerant så helt igennem totalt tolerant. Man fik foræret muligheden for at stemme på den sang der blev sunget af en mand iført dametøj.
Fordomsfulde fuldfede Flemming Flødefjæs fik dermed muligheden for at vise hele landsbyen at han slet ikke er så middelalderlig i hovedet som onde tunger ellers stod nede ved gadekæret og proklamerede. Flemming stemte på ham bøssen, og som han selvtilfredst fortalte sin kone mellem to stykker citronmåne, så har han sgu ikke noget mod dem, ja altså så længe de holder sig for sig selv.