I gårdagens indlæg om Søren Krarups udtalelse om hvorvidt et tørklæde er det samme som et hagekors, kom jeg ind på, at man ofte hører naziargumentet. Særligt udbredt er argumentet blandt debattører der er lige ved at brænde sammen. Jeg skrev i går:
… naziargumentet er argumentationens absolutte endestation. Det er det sidste man siger før man bliver voldelig. Det er herfra man ikke kan komme videre med ord.
I dag er jeg så blevet gjort opmærksom på, at denne argumentform, type eller model om man vil, har sit helt eget begreb. Det er en såkaldt Godwin’s Law.
Godwin’s lov siger, at jo længere en debat kører, des større er chancen for at vi nærmer os det tidspunkt hvor en debattør laver en nazianalogi.
Søren Krarup har åbenbart været så længe i integrationsdebatten, at vi nu har nået det niveau, hvor Godwin kommer på banen. Vi er havnet der hvor ord slipper op, det eneste vi kan gøre nu er at kalde hinanden for nazister. Det skal der nok komme noget konstruktivt ud af.
Når det er sagt, så forstår jeg godt hvad Søren snakker om. Det kan være uendelig trist og voldsomt provokerende at se på andre menneskers religiøse symboler. Og selv om jeg ikke er helt på det hold der bliver skide sur over at nogen vælger at have et tørklæde om hovedet, så husker jeg tydeligt en ferie for et par år siden. Jeg var på den spanske solkyst, alt åndede fred og idyl, lige ind til denne spanske spadser kom spadserende med sit store guldkors om halsen. Jeg blev så dybt provokeret, at jeg straks måtte styrke mig med en halv kande sangria. Hvad fanden bildte sådan en halvabe sig ind at komme med et kors så stort, at det ikke ville være sikkert at bade med det på? Den var aldrig gået i de gode gamle dag, dengang der var lov og orden på solkysten, dengang Franco regerede.
No comments:
Post a Comment